Søg på arkitekt

 

Wegners Y-stol i ny forklædning


16-09-2010 14:35:00
 




 




 




 




 
print
Wegners Y-stol i ny forklædning

Hvis man går og drømmer om en Wegner stol, eller bare drømmer om nye friske farver i hjemmets indretning, er der gode nyheder. Wegners klassiske og smukke Y-stol er blevet lanceret i en række nye smukke nuancer, der giver den enkle stol et meget moderne og let look. Carl Hansen & Søn, som producerer Y-stolen, kalder stolene i de nye farver for Citrus-serien. Ovenpå forårets Ocean-serie, hvor stolen kom i en række blå nuancer, repræsenterer Citrus-serien, som navnet antyder, en farveskala i de gule og grønne toner. De nye farver giver en række varierede kombinationsmuligheder, hvor de farverige stole komplimenterer hinanden. 

En helt særlig stol

Y-stolen kom til verden i 1950. Wegner tegnede stolen til Carl Hansen & Søn, som satte den i produktion. Til at begynde med var der kun få møbelhandlere, der viste interesse for stolen, og som ville tage den hjem som en del af deres sortiment. Det viste sig dog, at kunderne var mindre skeptiske, og efterhånden blev den mere udbredt. Midt i 60’erne blev stolen en stor succes og har lige siden været en af Carl Hansen & Søns bestsellere. Fornyelse og konstant kreativitet, som for eksempel kommer til udtryk med den nye Citrus-serie, er en af forklaringerne på, at Carl Hansen & Søn bliver ved med at sælge Y-stole. Samtidig med at stolens design er så godt skruet sammen, at den har overlevet mere end et halvt århundrede uden at dale i popularitet.

Wegners mesterværk

Hans J. Wegner selv var en fyr, der vidste, hvad han ville. Som 22årig blev han optaget på Kunsthåndværkerskolen og åbnede som 35årig sin egen tegnestue. Wegner blev født i Sønderjylland i 1914 og opnåede store ting indenfor sit fag, inden han døde i 2007. Stole må nok siges at være Wegners speciale, og det er Y-stolen jo et perfekt eksempel på. Den lette og skulpturelle spisestol med dampbøjet rygbøjle, giver mulighed for at sidde med ret ryg og bevæge sig i stolen, der med den rette omsorg let kan holde i flere generationer. Stolene i Citrus-serien er udelukkende fremstillet af bøgetræ fra bæredygtige, danske skove. Sædet er flettet af 120 meter stærkt hvidt papirgarn, der er specielt fremstillet til de nye farver. Det er ikke til at sige, hvad Wegner selv ville mene om at se sit design i de nye farver, men mon ikke han ville sætte pris på interessen for hans stol og nyde, at han stadig er lige så hot, som han var for 50 år siden.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk