Søg på arkitekt

 

Verdenskendt barnestol relanceres


22-12-2009 13:58:00
 

Kristian Vedels børnestol


Kristian Vedels børnestol

 




 




 
print
I et hjem, hvor en stol ikke bare er en stol, og der fokuseres på design og funktionalitet, er barnestolen heller ikke tilfældigt udvalgt. I 1950’erne var der ikke meget opmærksomhed omkring barnestolen, men arkitekten Kristian Vedel tegnede alligevel sin innovative barnestol i 1952. Stolen var dengang hans store gennembrud, på en tid hvor børnemøbler ellers ikke havde det største fokus. Nu relanceres barnestolen i samarbejde med Vedels hustru af firmaet Architectmade.

Specielt børnedesign
Kristian Vedel hører til bølgen af Danske moderne arkitekter, og han underviste blandt andet på Kunsthåndværkerskolen og var inspireret af den store danske møbelarkitekt Kaare Klint og den tyske Bauhaus-arkitektskole. Kristian Vedel var en af de første arkitekter i Danmark, der tegnede børnemøbler, som specifikt var designet til børn og ikke bare en kopi af voksenmøblerne. Vedels barnestol er et unikt møbel med fokus på barnets siddekomfort og bevægelser, både når barnet leger og spiser. Det var Vedels mål at skabe en stol, der appellerede til barnets fantasi og forskellige fysiske behov.

Prisvindende klassiker
Kristian Vedel døde i 2003, og det er i samarbejde med Vedels hustru Anne Vedel, at den berømte barnestol nu relanceres og sættes i produktion af virksomheden Architectmade. Gennem årene har stolen vundet flere priser både danske og internationale. Den fik blandt andet sølvmedaljen indenfor børnemøbler på Triennalen i Milano i slutningen af 60erne, og den hører til den permanente samling på Museum of Modern Art i New York som en sand moderne klassiker.

Multifunktionel og innovativ
Stolen bliver, som den også blev i 1952, håndlavet i Danmark. Materialet er af formpresset dansk bøgetræ, og der er ingen skarpe kanter eller skruer, man kan rive sig på. Den er formet som en halvcylinder i bøgefinér med udfræsede riller til de to plader i blåt og rødt laminat, der afhængig af placering kan blive til et bord eller en vugge til dukken eller en lav eller høj stol reguleret efter barnets størrelse. Det er sandsynligvis stolens multifunktionelle og innovative design, der gør, at den relanceres, og også i dag er en meget populær barnestol. Barnestolen har fået CE-mærket og opfylder derfor de Europæiske direktiver for sundheds- og sikkerhedskrav til legetøj.

Som en ekstra bonusinfo koster stolen i dag som ny 2.450 kr., men for blot nogle år siden havde Dansk Møbelkunst i Bredgade et eksemplar af stolen til salg for 20.000 kr.


Skrevet af Christina Faaborg Jensen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk