Søg på arkitekt

 

Sjovt morgenmadskoncept fra Kähler


09-07-2009 15:44:00
 

Mano-serien


Mano-serien

 




 
print
Hvor meget opmærksomhed får din skål med havregryn? I hverdagen bruger vi de samme ting igen og igen, uden at vi tænker over det. Nu udvider Kähler deres Mano-serie med en morgenmadsskål, der med det kendte legende design bringer liv på morgenbordet.

Opmærksomhed til hverdagstingene
Jeanette List Amstrup har med Mano-serien genfortolket hverdagens uundværlige brugsgenstande. Hendes design er båret af devisen "det vi bruger igen og igen fortjener ekstra designmæssig opmærksomhed". Nu har hun designet en tilhørende skål; endnu et uundværligt brugsdesign, som både er funktionelt og sjovt.

Mano-seriens formgivning er organisk, ujævn og virker i det hele taget utraditionel, men kopper og skåle er alligevel multi-funktionelle og brugsvenlige.

Naivistisk design
Fordi produkterne er præget af glade farver og former, kan den simpelthen tillade sig mere. Rammerne for, hvordan en kaffekop skal se ud, er forsvundet. For eksempel indbyder kopperne til the og kaffe såvel som til mælk og juice. Mano henvender sig på den måde til hele familiens morgenbord - eller frokostbord, for den sags skyld.

Det naivistiske design appellerer måske især til de mindre børn, som let kan holde om den lille Mano-kop og blive betaget af farverne, der helt ligner slik. Den nye skål er oplagt til morgenmadens havregryn, yoghurt og frisk frugt.

Med sin størrelse på bare 70 mm er koppen mini-Mano desuden ekstra anvendelig, da koppens miniaturestørrelse gør den perfekt til espresso.

Kunstkeramik gennem generationer
Kähler har siden etableringen i 1839 været præsenteret på udstillinger og museer over hele verden og er en internationalt anerkendt keramikvirksomhed med en stærk kunstnerisk arv. For 100 år siden var det respekterede kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøj og Kai Nielsen der udforskede keramikken hos Kähler – og i dag er det bl.a. Louise Campbell, Cecilie Manz og Jeanette List Amstrup, der fører traditionen videre.

Manos sortiment af kopper og skåle føres i i alt 8 farver: hvid, sort, grøn, gul, orange, pink, turkis og violet - der passer perfekt til sommerens morgen- og frokostbord.


Skrevet af Julie Rokkjær Birch
E-mail: julie@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk