Søg på arkitekt

 

Passion for en designklassiker


24-09-2008 16:20:00
 




 




 




 
print
De fleste kendere af godt og stilfuldt design genkender den elegante, asymmetriske skærm, messingarmen og de klassiske farver i sort og elfenben – nu er det gamle Bauhaus stilikon genopstået.

Nu er det igen muligt at få en ægte, helt ny KAISERidell-lampe. Designklassikeren bliver nemlig relanceret, og lever ned til mindste detalje op til den berømte lampes historiske ry.

”Lidenskab og fascination af det originale, lampens design samt den geniale konstruktion er ganske enkelt grunden til, at jeg har valgt at reintroducere denne ægte Bauhaus klassiker; KAISERidell 6631R Luksus,” fortæller Steen Lyhne-Johansen, direktør og indehaver af KAISERidell A/S, Vejle. Og han suppleres af Heinz-Peter Kaiser, designer og fjerde generation i Kaiser-familien, grundlægger af Kaiser-Leuchten i Neheim-Hüsten:

”Som konstruktør og designer glæder det mig at se specielt denne berømte Bauhaus klassiker genoplivet i en fuldkommen autentisk og håndværksmæssig høj kvalitet. Det gamle hæderkronede navn; KAISERidell er hermed tilbage.”

Et revolutionerende design
Den asymmetriske skærm er karakteristisk for lampen og leveres i de oprindelige originale farver: sort, elfenben samt en nyudviklet sortgrøn. Skærmene er håndlakerede og i højglans kvalitetslak.

Den harmonisk formede arm er en optisk videreførelse af skærmens silhuet. Lampens messingarm er nænsomt håndpoleret og sølvloddet på både kugle- og fodled. Den enkelte lampe leveres med et certifikat og er desuden forsynet med et indgraveret serienummer i lampens bund.

Det øverste kugleled, der danner bindeled mellem den forkromede messingarm og lampeskærmen, var oprindeligt et særligt kendemærke for netop Kaiser’s idell-serie. Kugleleddet, som dengang blev patenteret, var revolutionerende og gav lampen et utal af indstillingsmuligheder.

Lampen, historisk set
“Idell“, synonym for idé Dell, blev skabt af Christian Dell, værkfører og rektor på Metallwerkstatt i Weimar 1922 til 1925. Som Bauhaus designer var Christian Dell en af hovedfigurerne bag Bauhaus æraens innovative og ofte banebrydende designs. Christian Dells indflydelse blev retningsgivende for de efterfølgende årtiers designs og stilarter.

KAISERidell-serien blev produceret i Neheim-Hüsten af Gebr. Kaiser & Co., grundlagt i 1895. Gebr. Kaiser & Co. fik meget tidligt stor international anerkendelse for sine kvalitetsbelysninger. I 1936 lancerede Gebr. Kaiser & Co. det første idell-lampekatalog, hvori man for første gang kunne finde bordlampen 6631 Luxus.

Lampen blev meget snart KAISERidell-seriens absolutte topmodel - dengang som i dag symbolet på ædel tysk designkunst, udsøgt materialevalg og mekanisk kvalitet i særklasse. Selv i TV-mediet fik KAISERidell kultstatus. Lampen er siden 1950’erne dukket op i utallige film og TV-udsendelser. Specielt kendt blev KAISERidell lampen i den berømte tyske TV-serie, Der Kommissar, hvor den fik kælenavnet ”Kommissærlampen”.


Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk