Søg på arkitekt

 

Nyt vidunder fra Wegner


23-12-2010 11:35:00
 




 




 




 
print
CH468. Det er navnet på den stol, som Carl Hansen & Søn har fundet frem i arkiverne på tegnestuen. Stolen som hidtil har været ukendt, blev præsenteret på møbelmessen i Milano, under stor bevågenhed, og ikke uden grund. Wegner var en designer af en helt særlig kaliber, og han blev især kendt for sine fantastiske stole. Det er mange år siden, der sidst er kommet noget fra den afdøde designers hånd, så at Carl Hansen & Søn har sat en ikke tidligere kendt Wegner stol i produktion er virkelig værd at bemærke.

Gravet frem fra gemmerne

Stolen tegnede Hans J. Wegner i 1960, men den kom aldrig i produktion. I arkiverne på Wegners tegnestue fandt man en lermodel og forskellige billeder af prototyper, som Wegner lavede for 50 år siden. Ud fra de skønne fund og en række tegninger, fik Carl Hansen & Søn stolen sat i produktion for første gang. Stolen er designet i en periode, hvor Wegner samtidig var i gang med de i dag berømte stole Wing Chair og Ox Chair, hvilket ses på den nye CH468. Stolens åbne og brede form sammen med de dynamiske linjer falder sammen med det formsprog, der gør sig gældende for de to klassiske Wegner modeller, og hvad, der er årsagen til, at CH468 blev på tegnebrættet i sin tid, er svært at sige. Men pyt nu også med det – det vigtigste er, at stolen har fået nyt liv, og nu står som et helt nyt og friskt sidestykke til de klassiske Wegner stole.

Behagelig luksus

CH468 står funderet på et let konstrueret understel i børstet rustfrit stål. Det giver en fin modvægt til stolens brede og rummelige sæde og ryg, som er skulpturel og behagelig på en gang. Man kan slænge sig i stolen, krybe sammen med benene oppe under sig eller sidde ret op og ned, stolen inviterer til valgfrihed og velbehag. Skamlen CH 446 kan også sættes til, og så er det jo bare at smække benene op. Stolen er polstret og fås både med tekstil- og læderbetræk, og med hensyn til farver er der masser at vælge imellem.

Hans Jørgen Wegner

Hans Jørgen Wegner er en af dansk designs største navne. Og det er helt berettiget. I 1931 blev Hans J. Wegner udlært som møbelsnedker og tog derefter på Kunsthåndværkerskolen i København. Wegner kastede sig med stor skaberlyst over sit foretrukne materiale, og det var i stoledesign, han fandt den største udfordring. Stolen er et møbel, der er tæt på kroppen, og det kræver meget af designeren, hvis komfort og ergonomi skal være i orden. Med sit talent for at udnytte træets egenskaber til at skabe overraskende og skulpturelle linjer, går form og funktion altid op i en højere enhed i Wegners designs, og den nye stol CH468 er ingen undtagelse. Heldigvis.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk