Søg på arkitekt

 

Mundo – en stol der bringer smilet frem


27-05-2010 14:02:00
 




 




 




 
print
Mundo – en stol der bringer smilet frem

Denne uges nyhed er stolen Mundo fra Fredericia Furniture. Her er tale om en stol, der ikke umiddelbart gør så meget væsen af sig, men som ved nærmere eftersyn har en masse fine detaljer at byde på. Stolen er designet af danske Susanne Grønlund, og den kan meget vel gå hen og blive særdeles succesfuld.

En prisbelønnet designer

Susanne Grønlund blev uddannet fra Danmarks Designskole i 1991, og er siden blevet hædret med en hel bunke præstigefyldte priser. Hun har også brugt meget tid i undervisningslokaler, hvor hun har delt ud af sine kundskaber til nye håbefulde designstuderende. Susanne Grønlund mener, at det er afgørende, at design har en berettigelse ud over at være smukt. Det skal helst leve op til en funktion, og hun er først rigtig tilfreds, når design og funktion smelter sammen til en unik helhed. Det er i høj grad lykkedes med den fine Mundo stol.

Gennemtænkt design

Mundo er en stol med mange muligheder. Den fås i en størrelse, der passer sig som traditionel spisebordsstol, men den er også lavet i en højere udgave, barstolen, og som en loungestol. Det træstolen er skabt af, har været en afgørende faktor for det endelige resultat, og der er lagt vægt på netop træets naturlige egenskaber. Selve stolens form er på sin vis feminin, men stadig minimalistisk og enkel i sit udtryk. ”Jeg kan godt lide, at tingene får et strejf af humor,” siger designeren Susanne Grønlund om sin stol, og det hænger jo meget godt sammen med det store smil, som man kan fristes til at sige, at stolens ryg udgør. Men det er jo ikke kun for sjov, at hun har tegnet den fine stol. Den er nøje gennemtænkt, og hun siger selv sådan her om designet: ”Stolen har en stram geometri, der giver fleksibilitet, styrke, lethed og god siddekomfort.”

Limegrøn eller naturligt træ

Der er altså tale om en gennemtænkt og fin stol, der forener flere funktioner. Den kan tjene som et friskt pust i indretningen i spisestuen eller som farverigt indslag ved ”baren” i køkkenet. Stolen fås i flere forskellige træsorter, ud over den smukke limegrønne, den hvide og den sortlakerede udgave. Som et ekstra plus skal det nævnes, at stolen kan stables.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk