Søg på arkitekt

 

MINDCRAFT i Milano


31-03-2010 16:41:00
 




 




 




 
print
Dansk design, som gør sig udenfor Danmarks grænser, tæller ikke kun klassiske stole og lamper af de store danske designmestrer. Mange nye og kreative kræfter ulmer rundt omkring i landet, og det kommer til udtryk med projektet MINDCRAFT, som kan opleves i Milano 14.-18. april i år.

Velovervejet kunsthåndværk
MINDCRAFT er navnet på de udstillinger, som Danish Crafts de seneste år har præsenteret i området Zona Tortona i forbindelse med Milan Design Week. MINDCRAFT konceptet blev lanceret i Milano i 2008. Senere samme år vandt udstillingen prisen for ”Best Contribution to 100% Design”, da den blev præsenteret på udstillingen 100% Design i London. MINDCRAFT konceptet beskriver udviklingen i dansk kunsthåndværk fra HANDCRAFT to MINDCRAFT, hvor indgående viden om form, materialer og håndværksmæssige færdigheder kombineres med ”storytelling”, refleksion og kritisk stillingtagen.

Nytænkning er nøgleordet
Med udstillingen ønsker Danish Crafts at illustrere, at der er brug for kunsthåndværket i udviklingen af nye produkter og skabelsen af nye løsninger. Det er nemlig i kunsthåndværkernes viden om materialer, kombineret med erfaringerne fra de mange eksperimenter og processer, hvor alt kan ske, at styrken og fornyelsen i dansk kunsthåndværk findes. MINDCRAFT10 viser altså hvad kunsthåndværket kan, når kunsthåndværkere får frie hænder til at eksperimentere. - Erfaring og viden kombineret med godt håndværk og brug af ny teknologi, er opskriften på de nye og innovative designprodukter, der er brug for, hvis Danmark skal bevare sin status som designnation og gøre sig gældende internationalt, udtaler Birgitte Jahn, direktør i Danish Crafts.

Tankevækkende kunst
Det er 14 af vores mest talentfulde og innovative kunsthåndværkere som bidrager til udstillingen i år. Som eksempel på værkerne, der skal på udlandsrejse, kan nævnes en stol, lavet af genbrugspapir, ved hjælp af de nyeste computer- og laserteknologier. Der er altså skruet helt op for kreativiteten. Men det er ikke kun for fornøjelsens skyld udstillingen er sat sammen. Ved at stille det simple spørgsmål: Would You Mind?, som er udstillingens undertitel, beder MINDCRAFT10 os om at tage stilling til de spørgsmål, som værkerne stiller, og forholde os til den verden, vi lever i, med alle de absurditeter, som vi mere eller mindre har vænnet os til at betragte som normale. Med andre ord en udstilling, der pirker til vores samvittighed, berører og udfordrer os.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk