Søg på arkitekt

 

Kay Bojesens træfigurer får nyt liv


03-02-2011 13:08:00
 




 




 




 
print
Kay Bojesens træfigurer får nyt liv
Det er ikke alle, der kan sætte navn på designeren bag de fine træfigurer, når de ser dem, men næsten alle vil nok nikke genkendende og smile til den fine abe med de små sorte øjne, når de ser den. Kay Bojesen skabte i sin tid en lille familie af trædyr, som det egentlig er svært at kategorisere. Er der tale om kunsthåndværk eller reelt legetøj? Bojesen havde ambitioner om at skabe det sidste, nemlig legetøj, men det skulle være æstetisk og være udført i de bedste materialer. Og sådan blev det.

En kanin, en gravhund og en flodhest…
Aben, designet i 1951, er den mest kendte af de figurer, som Kay Bojesen skabte, og den hænger eller sidder rundt om i tusindvis af hjem både her i Danmark og mange andre steder i verden. Aben vakte, med sit delikate ansigt, begejstring lige fra første færd, og det resulterede blandt andet i, at den i begyndelsen af 50’erne blev udstillet på Victoria & Albert Museum i London. Både Aben og de andre træfigurer fra 50’erne er samleobjekter, og nu bliver det muligt igen at anskaffe nyproduktioner af flere af de små dyr. Rosendahl, som i dag har rettighederne til produktion af Kay Bojesens samling af trælegetøj, relancerer nemlig Kaninen (1957), Flodhesten (1955) og Gravhunden (1935).

Udtryksfuldt trælegetøj
Kay Bojesen blev født i 1886 og færdiggjorde en uddannelse som sølvsmed hos Georg Jensen i 1910. I løbet af 1930’erne begyndte han også at arbejde i træ, og her formåede han at give liv til de enkle, men meget udtryksfulde stykker legetøj. Både den klassiske garder og alle de skønne figurer fungerer stadig som bevis for Bojesens fornemmelse for design og hans evne til at give træet et personligt udtryk. Hos Rosendahl har man i samarbejde med Bojesens familie fundet ud af at reproducere træfigurerne på en måde, der respekterer Bojesens originale ide til fulde, og de ’nye gamle dyr’ bliver lige så detaljerede og velproducerede som originalerne.

I handlen til foråret
Aben har i en årrække haft selskab af blandt andet Garderen, Elefanten og Bjørnen på butikshylderne, men nu kommer der altså en familieforøgelse på tre. Hvis man er vild med de fine trædyr og gerne vil have fingrene i de nye modeller, må man dog væbne sig med lidt tålmodighed - de er i handelen fra april måned.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk