Søg på arkitekt

 

Et bord ved navn Slim Jim


26-05-2011 14:23:00
 




 




 




 
print
Bordet med det ’lette navn’ Slim Jim er mere eller mindre blevet til ved en tilfældighed. Den østrigske kunstner og designer Roland Graf, som står bag designet, havde nemlig ingen ambition om at føje en titlen som møbeldesigner til sit i forvejen omfattende CV inden for kunst og design – men da hans far bad ham lave et bord, tog han alligevel opgaven til sig.

7 stykker fyrretræ
Roland Graf kreerede et stort og enkelt spisebord af 7 stykker fyrretræ samlet helt uden søm og lim. Han tog en række billeder af det færdige værk og sendte dem rundt til forskellige møbelfabrikanter, og allerede halvanden måned efter var bordet sat i produktion. Kunderne tog godt imod det store bord, men begyndte dog også at efterspørge en lettere udgave, og det blev så til Slim Jim-bordet, som nu er sat i produktion af den velrenommerede møbelproducent, Fredericia Furniture.

Drevet af fantasien
Som ung, blev Roland Graf drevet af sin fantasi og en stor trang til at eksperimentere, og faktisk er der ikke så stor forskel på den måde, han arbejder og tænker på i dag sammenlignet med de mange timer i sin barndom, som han tilbragte i værkstedet hos sin bedstefar. "Mit arbejde som kunstner og designer er intet andet end en udvidet version af min barndom, da jeg var stærkt optaget af at forme og skabe min verden med nye idéer. Det er det samme nu, hvor min fremgangsmåde er den legende, når jeg skaber ting,” forklarer Roland Graf.

Bordet blev til
Hans store passion for det enkle og store respekt for håndværkerfaget blev udgangspunktet for Slim Jim bordet, som da også er skabt i hånden. “Jeg brugte virkelig simple materialer som stålwirer af den slags, man bruger til at bryde ind i biler med. De allermest enkle materialer, jeg overhovedet kunne finde,” fortæller Roland Graf. Fordi han i det daglige sidder så meget ved computeren, bliver hans designarbejde til en form for terapi. “Når jeg designer, er det fuldstændig freestyle og helt uden brug af computer og andre hjælpemidler. Jeg måler ikke engang op. Prototypen bliver skabt uden at kende til målene, som jo er ligegyldige i forhold til, om funktionaliteten er god.”.

Mere design
Designet af de to borde har givet Roland Graf mod på mere, men tiden skal naturligvis også være til det. Roland Graf er nemlig også stærkt aktiv i kunstnergruppen Assocreation, som han var medstifter af tilbage i 1997. Kunstnergruppens seneste installation var projektet BUMP, hvor der i byer i både Europa og Asien blev lagt interaktive fortove på offentlige steder. Blev der trådt på en af plankerne i den ene by, blev en anden hævet på fortovet i den anden by. Og det er lige præcis den oplevelse, Roland Graf ønsker at fremme med sine kreative værker: “Den allerstørste fornøjelse for mig er at opleve, når folk interagerer med de ting, jeg har skabt. Det er min måde at kommunikere på. Jeg har lært at skabe ting, så jeg slipper for at tale. Derfor kan jeg sige om mine værker: Smag på dem!”.


Skrevet af Susanne Østergaard
E-mail: susanneo@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk