Søg på arkitekt

 

.MGX by Materialise – Magical Light udstiller på BC designcenter


20-08-2010 10:42:00
 




 




 
print
.MGX by Materialise – Magical Light udstiller på BC designcenter
Den 26. – 29. august er dagene, hvor den nordiske messe CODE10 forløber for anden gang. I den forbindelse åbner en lysende særudstilling på BC Design Center, som kan opleves indtil udgangen af oktober måned. Specialudstillingen hedder ”.MGX by Materialise – Magical Light” og er en fremvisning af en samling spektakulære og helt særlige designlamper med fokus på oplevelsen af lyset. I et mørkelagt rum, hvor dagslyset er forment adgang, kan publikum opleve de fantastiske lamper, som er designet i 3D tegneprogrammer og fremstillet i avancerede 3D-printere. Lamperne er ikke bare lysgivere, men kunstværker, som er resultatet af mødet mellem en række internationalt kendte designeres kreativitet og 3Dprinteteknologiens uanede muligheder. På udstillingen vises et miks af nyheder og bestsellere fra .MGX by Materialises spændende kollektion. Hvis man er meget interesseret i den spændende nye måde at fremstille lysgivere på, er det muligt at deltage i et seminar torsdag den 26. august. Den kreative chef for .MGX by Materialise vil her fortælle om 3D-printteknologien og dens mange muligheder og give nysgerrige et indblik i den ellers lukkede designverden.

.MGX by Materialise
.MGX by Materialise producerer belysning og andre interiørprodukter ved hjælp af 3D-printteknologi. Den nye teknologi åbner op for helt nye muligheder, så kreativiteten får frit løb, og kun fantasien sætter grænser for designernes udfoldelser. Produkterne fra .MGX by Materialise forhandles gennem detailbutikker og indretningsfirmaer verden over. Moderselskabet Materialise blev etableret i 1990 af Fried Vancraen, som var studerende ved Universitet i Leuven, Belgien. Virksomheden er i dag verdensomspændende, og især kendt for sine innovative softwareløsninger. Designet af kreativ belysning er altså kun en lille bid af alt det, som virksomheden laver.

P´light
P´light er en dansk belysningsvirksomhed etableret i 2004, og sammen med sin egen kollektion og andre udenlandske designbrands markedsfører og distribuerer virksomheden .MGX by Materialise, i Skandinavien. P´lights målsætning er at markedsføre belysning, som skiller sig ud fra mængden på grund af deres design, den sjove idé og den gode lysoplevelse eller lysteknik. De kalder det ”light with a twist”. P´light stiftede første gang bekendtskab med .MGX by Materialise på 100% Design messen i London 2004. Her blev P´light hurtigt klar over, at der var tale om unikt og banebrydende design, og resultatet blev, at P´light kom til at repræsentere .MGX by Materialise i Skandinavien. I januar 2005, på Formland messen, kunne det skandinaviske publikum således for første gang stifte bekendtskab med .MGX by Materialise, og nu kan alle altså besøge BC Design Center i København og få det fortryllende lys at se.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk