Søg på arkitekt

 

Ægget og Svanen i nye farver


14-01-2010 16:07:00
 




 




 




 
print
Fritz Hansen har besluttet at hylde Arne Jacobsen og hans berømte design af SAS Royal Hotel i København, ved at introducere en specielt udvalgt kollektion af hans møbler, som er brugt i indretningen af hotellet, i et nyt udvalg af farver. Det drejer sig om Ægget, Svanen og serie 3300, der alle er specielt designet til hotellet af Arne Jacobsen, da det åbnede i 1960.

20 etager med Jacobsen
SAS Royal Hotel, der ligger på hjørnet af Hammerichsgade og Vesterbrogade, er ét af de kun fem hoteller i København, der er femstjernet. Hotellet er et af byens højeste bygninger og er et arkitektonisk mesterstykke, hvor både eksteriør og interiør oprindeligt er designet af Arne Jacobsen. Jacobsens stil er gennemgående i hele hotellet med både lamper og møbler specielt tegnet til stedet. Hotellet er 20 etager højt og ligger placeret i en bred to-etagers bygning. Der findes stadig ét værelse på hotellet, nummer 606, som står nøjagtigt, som Arne Jacobsen oprindeligt designede det.

Totaldesign fra inderst til yderst

Jacobsens design af SAS-hotellet var et totaldesign, da han udover at tegne bygningen og inventaret også designede armaturer, glas, bestik, ure, tekstiler og lamper med mere. Det gennemførte Arne Jacobsen-design er dog ikke fastholdt ved senere ændringer af hotellet. To af Arne Jacobsens mest berømte stole blev designet specielt til hotellet – det drejer sig om Ægget og Svanen, og derudover designede han også stolen Dråben, der ikke er helt så kendt som de to andre. Det famøse værelse 606 indeholder alle tre stole i grå og blågrønne nuancer, derudover også 3300-sofa serien, et indbygget make-up spejl, radio og et intercom anlæg.

Runde kurver
Stolen, Ægget, med sine runde former, står i stærk kontrast til hotellets ydre design, der er præget af kantede former. Ægget var en af de første stole, som blev lavet ud af en skulpturel inderskal i ét stykke, der derefter er polstret. Ægget blev oprindeligt placeret i lobbyen, og dens sider gav en smule privatliv til brugeren. Svanen blev designet ud fra samme strategi om runde kurver, og den er placeret på en altid stjerneformet drejefod.

Nye farver
For første gang vil de tre møbler; Svanen, Ægget og Serie 3300 blive produceret med en base i en varm grå farve og polstring i jord og sand toner. De nye farver vil tilføre en ny og original dimension til det klassiske design. De nye versioner af møblerne vil være tilgængelige hos udvalgte Fritz Hansen forhandlere over hele verden fra 1. marts 2010.


Skrevet af Christina Faaborg Jensen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk