Søg på arkitekt

 

Poul Kjærholm – månedens designer


06-08-2010 09:54:00
 

Sofaen PK 31


Sofaen PK 31

 

Stolen PK 22


Stolen PK 22

 

Poul Kjærholm


Poul Kjærholm

 
print
Poul Kjærholm blev født i Øster Vrå i 1929. Han blev møbelsnedker i 1949 og fortsatte derefter på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole i København, hvorfra han fik sit bevis som Møbelarkitekt i 1952. Igennem sit uddannelsesforløb havde Kjærholm modtaget undervisning fra blandt andet Hans J. Wegner og den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon. Måske de høje herrer havde inspireret på den rigtige måde, i hvert fald skete der hurtigt en masse i Kjærholms karriere. I årene efter hans afgangseksamen fulgte en ansættelse hos Fritz Hansen, samt en stilling som underviser på Kunstakademiet. Det udviklede sig imidlertid til, at Kjærholm i 1973 blev leder af akademiets afdeling for design, og tre år efter opnåede han titlen som professor.

Prisbelønnet designer

Kjærholm havde allerede en meget god ide om, hvad han stod for, og hvordan hans designmæssige udtryk skulle være. Et af hans mest kendte designs, stolen PK22, tegnede han i 1955, og den blev belønnet med den prestigefyldte Lunning Pris i 1958. Indtil 1982 var det primært møbelproducenten E. Kold Christensen, der førte Kjærholms designs ud i virkeligheden, men i 1982 overtog Fritz Hansen produktionen. Kjærholms møbler er altså altid blevet produceret af yderst kompetente værksteder med sans for kvalitet.

Ingen kompromisser

Kvalitet og pris hænger som bekendt ofte sammen. Og her var Poul Kjærholms værker ingen undtagelse. Selvom møblerne typisk er meget enkle og stramme i deres design, var de lige fra starten forholdsvis dyre at få fingrene i. Det skyldtes blandt andet, at Kjærholm bestemt ikke ville gå på kompromis med kvaliteten af hverken design eller materialer. Materialevalget i Kjærholms møbler var ikke det typiske for tidens store designere så som Finn Juhl og Hans J. Wegner, som primært arbejde med træ. Kjærholm foretrak læder og stål og designede i et meget enkelt udtryk, der lænede sig op ad den internationale funktionalisme.

Eftertragtet design

I dag er Poul Kjærholms designs stadig meget eftertragtede og sælges til klækkelige summer på auktion. Nogle samlere foretrækker produktioner fra før 1982, inden Fritz Hansen overtog fra E. Kold Christensen. Om der er forskel på kvaliteten af møblerne er svært at sige, så originaliteten er formegentlig det, der gør de første produktioner så ønskværdige. En ting er dog sikkert – PK møbler er stilfulde klassiske møbler designet i en stil, der er velegnet at sammensætte med alverdens andre typer af møbler, også i dag, mere end 50 år efter deres tilblivelse.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk