Søg på arkitekt

 

Per Weiss – fra rockstjerne til designtalent


02-05-2011 09:44:00
 




 




 




 
print
Per Weiss er uddannet industriel designer fra Århus Arkitektskole, men hans arbejde stopper dog ikke inden for disse rammer. Designer, koncept-udvikler, fotograf, handy man og art director er blot noget af det, som han beskæftiger sig med – Per Weiss lever nemlig for den kreative udfoldelse, og blot én platform er ikke tilstrækkeligt til at formidle hans kreative idéer.

Meget mere end en Århusdreng
Per Weiss (1959) er født og opvokset i Århus. Allerede som helt ung gav han udtryk for sin kreativitet ved at tegne og spille musik. Da han afsluttede sin gymnasieuddannelse, førte han rockstjerne-drømmen ud i livet som trommeslager i bandet Rox samtidig med, at han læste til industriel designer på Arkitektskolen i Århus. Han indledte efterfølgende sin karriere som designer hos de kendte danske arkitekter Friis & Molkte og Schmidt-Hammer & Lassen.

Designchef
Siden 1989 har Per Weiss været leder i designafdelingen hos Innovation og er med denne titel ansvarlig for koncept, design og markedsføring. Det blev i slutningen af 1990’erne vejen til et succesfuldt samarbejde med Verner Panton, og resultatet var bl.a. Phantom stolen og Panto Beam lampen. Siden da er mange nye idéer sat i søen, for Per Weiss spilder ikke tiden med at hvile på fortidens bedrifter. Hans job er hans livsstil - der er altid et projekt på tegnebrættet, nye udfordringer, nye oplevelser, nye muligheder... Måske endda lidt for mange, vil nogen mene, men sådan er det, når man, som Per Weiss, er bedre til at sige til end fra.

Design er en proces
Per Weiss arbejder ikke blot i tidsrummet kl. 8 til 16, for eftersom hans arbejde og fritid har flydende rammer, er designprocessen en integreret del af hverdagen: ”Min tilgang til industrielt design er mangfoldig og holistisk. Design er ikke en isoleret handling og den kreative proces bør ikke brydes af unaturlige skel mellem fagområder. Derfor arbejder jeg med et projekt fra A til Å, startende med trendspotting og strategi, over design og grafik til foto og layout. Denne dynamiske arbejdssituation giver mig indsigt og inspiration, og på den måde skabes interessante og relevante designs.”, fortæller Per Weiss.

En alsidig designer
Per Weiss udfolder gerne sine ideer på flere platforme, og udnytter således sin kreativitet til at skabe koncept og design for andre danske virksomheder – både på egen hånd og i samarbejde med Innovations direktør Flemming Højfeldt i det fælles firma Weiss Design Works. ”Godt design gør en forskel for slutbrugeren. I designprocessen har jeg altid målgruppen, med dennes ønsker og behov, for øje.”, siger Per Weiss. Og med den teori for øje har han sideløbende med sit arbejde for Innovation blandt andet designet soveværelsesmøbler for TM Line 2000, reoler og borde for HMS Furniture Group og prisvindende vandsenge for Akva.


Skrevet af Susanne Østergaard
E-mail: susanneo@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk