Søg på arkitekt

 

Månedens designer - Kaare Klint


08-07-2010 09:32:00
 




 




 




 
print
Månedens designer – Kaare Klint 



Den danske arkitekt Kaare Klint (188-1954) blev nærmest født ind i branchen, idet han som søn af en anden kendt arkitekt, P.V. Jensen klint, fra barnsben lærte at sætte pris på klassiske møblers proportioner og dimensioner. I begyndelsen var det dog ikke arkitekturen, der var Kaare Klints hovedinteresse, men derimod kunsten – i datiden var der imidlertid ikke langt fra kunst til design, og det blev da også Kaare Klints møbeldesign, der sikrede ham fremtidig berømmelse.

Anatomien i fokus

Kaare Klint ønskede at skabe flotte møbler, men vigtigst af alt skulle møblerne være praktiske og komfortable. Han fattede derfor interesse for de menneskelige anatomiske mål i den såkaldte antropemetri - et dristigt forsøg på at kortlægge det menneskelige legemes dimensioner med henblik på at designe møbler, der passede perfekt til menneskekroppens behov. Klints fokus på anatomi var samtidig en del af en spirende funktionalistisk tankegang om, at skønheden ligger i det strengt praktiske.

Stole til Faaborg og Bethlehem


Sine første møbler tegnede Kaare Klint tilbage i 1914, og disse møbler hører i dag til hans mest kendte. En elegant karmstol med rørflettet sæde fik navnet ’Faaborgstolen’, og denne blev Klints første produktion. Stolen skulle i første omgang sikre flotte og komfortable siddepladser på læremester Carl Petersens Faaborg Museum, men viderebearbejdninger af samme stol integrerede han også i møblementer på andre museer i tidens løb. ’Kirkestolen’ blev en anden af Klints kendte værker – denne første version af denne stol designede han i 1930 til Bethlehem Kirken i København, og designet blev reproduceret i en større version i 1936 til den københavnske Grundvig Kirke. Inspirationen til ’Kirkestolen’ fandt han i en lille fransk stol med sivsæde, men Klints version blev mere robust og komfortabel at sidde på.

Et godt netværk

I 1924 blev Klint docent ved kunstakademiet og grundlagde i den forbindelse en helt ny designlinje med udgangspunkt i egne tanker og ideer. Disse blev videregivet til de studerende, hvoriblandt kendte danske arkitekter og designere som Hans J. Wegner, Ole Wancher og Børge Mogensen var at finde. Klint var også blandt forgangsmændene for samarbejdet mellem møbeldesignere og snedkerlav, og hans egen forbindelse til snedkerfirmaet Rud Rasmussen resulterede i, at det i dag er Rud Rasmussen, der producerer hans møbler. Samarbejdet med snedkerlavene fik betydning for hele designverdenen. Ser man tilbage er langt de fleste af de danske klassikere nemlig lavet i træ, og det dyre materialevalg samt den håndværksmæssige forarbejdning betød, at de gode møbler ikke nåede ud til almindelige mennesker. Men det betød ikke så meget for Kaare Klint, som aldrig viste sig som den helt store folkelige idealist. Hans møbler var for det bedre borgerskab! 

Ud over møbeldesign, formgav Klint bl.a. også tekstiler, der udførtes af Gerda Henning, lamper af Le Klint samt orgler af Marcussen & Søn.


Skrevet af Susanne Østergaard
E-mail: susanneo@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk