Søg på arkitekt

 

Møbeldesign fra færgelejet


30-04-2007 11:24:00
 




Helium Pendant - pendel fra Hans Sandgren Jakobsen
 




Gallery - en af de kendteste designs fra Færgelejet. Stolen blev designet til Kunstforeningen Gammel Strand og har fået tildelt indtil flere designpriser
 




Hans Sandgren Jakobsen fra sin tegnestue på havnen i Grenå
 
print
Med Anholtfærgens leje som nærmeste nabo, sidder Hans Sandgren Jakobsen sammen med sine kollegaer i den gamle toldbygning på Grenå havn, og kombinerer funktionalitet med skandinavisk minimalisme i sine designs.

Han er en af arvtagerne og blandt dem, der er udset til at skulle videreføre de stolte skandinaviske designtraditioner, efter mestrene fra dansk designs guldalder i 1950erne. Og han bekender sig da også til sine rødder og det minimalistiske skandinaviske design, som krumtappen i hans arbejde. Alligevel kan han godt være lidt forundret over danskernes modværge mod at betræde ny grund, når hjemmet skal møbleres.
- Det er som danskerne ikke kan se udover de kendte designs, eller er bange for at være ”first-mover”. Når danskerne køber design vælger de det sikre, Kjærholm, Wegner, Arne Jacobsen og så videre, uden skelen til den nye generation af danske designere. Jeg synes det er ærgerligt, konkluderer Hans Sandgren Jakobsen med en vis undren.

Vejen til en tilværelse som selvstændig på havnen i Grenå har bragt Hans Sandgren Jakobsen vidt omkring. Som nybagt, og bogtræt student, gik Sandgren i lære som møbelsnedker hos Inventarsnedkeriet i Viby. En uddannelse han afsluttede med en sølvmedalje i 1986, som han lige akkurat nåede at få hængt om halsen, inden han fortsatte på Danmarks Designskole, hvor han blev optaget ved første forsøg. Efter endt designeruddannelse drog Sandgren i 1990 til Japan, hvor han i et år var ansat ved COBO Design, inden han igen satte kurs mod Danmark og et job hos Nanna Dietzels tegnestue i København. Et job som viste sig, at være noget mere end den mellemlanding Sandgren egentlig troede det skulle være. Faktisk blev Hans Sandgren Jakobsen hos Nanna Dietzel helt frem 1997, hvor han mente at have lært så meget, at tiden var inde til at springe ud i en tilværelse som selvstændig.

Idéer fra den jyske næsetip
Hans Sandgren Jakobsen forlod hovedstaden og flyttede tilbage til byen på den jyske næsetip, hvor han selv havde trådt sine teenagesko og hvorfra hans kone også kommer. Det er også her, at Sandgren fra den gamle toldbygning kan nyde udsigten udover Kattegat og den lille færge, der forsvinder i horisonten på vej til øen mod nordøst. De maritime omgivelser er ingen tilfældighed. Sandgren elsker havet og de danske kyster.
- Noget af det mest inspirerende er en god lang gåtur langs en strand eller for den sags skyld en lang tur på cyklen. I det hele taget finder jeg størst inspiration, når jeg foretager mig ting som er automatiseret. Som for eksempel at gå eller cykle. Monotone ting, hvor jeg ikke skal tænke over det jeg laver lige nu, men kan bruge hovedet til at tænke tanker og komme på idéer.
Men hvad synes den nu 43 årige designer og far til to, så er en god idé, når talen falder på møbeldesign?
- De bedste idéer er de mest nærliggende. Sådanne idéer der er så indlysende, at man kan undres, at ingen har tænkt dem før. Men det skal også flytte ved noget i forhold til det allerede eksisterende. Det er dem jeg syntes er de mest geniale, fortæller Hans Sandgren Jakobsen, og tilføjer;
- Og så skal det naturligvis fungere også. Derfor er samarbejdet med producenterne også sundt. De lægger vægt på, at et produkt også kan sælges fordi det har en funktion. Jeg tror de designere, der ikke er vant til at samarbejde med producenter og glemmer, at deres designs også skal kunne bruges, bliver lidt underlige i hovedet. Det bliver nok sådan lidt kunstneragtige.

På havnen i Grenå er der ikke tid til, at blive ”kunstneragtige”. Sandgren og hans kollegaer har travlt med en kollektion, der skal lanceres på det kinesiske marked i april. Under de hjemlige himmelstrøg bliver det næste vi kommer til at høre fra tegnestuen ved færgelejet, en kollektion af havemøbler i teak og rustfri stål, som kommer i handlen til den kommende havesæson.


Skrevet af Mario Præstholm Riewerts (DJ)
E-mail: mario@ufnw.com
Website: www.ufnw.com
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk