Søg på arkitekt

 

Jens Risom – amerikanernes favoritdansker


03-11-2010 10:10:00
 

Jens Risom


Jens Risom

 

Forskellige Risom-møbler


Forskellige Risom-møbler

 

Jens Risom og sine stole med gjorde af faldskærmsstropper


Jens Risom og sine stole med gjorde af faldskærmsstropper

 
print
Jens Risom – amerikanernes favoritdansker

Jens Risom (1916 - ) pakkede som 23årig sin kuffert og rejste vest på mod eventyr, karriere og større forhold. USA blev hans hjem og stedet, hvor det lykkedes ham at blive en af grundlæggerne af efterkrigstidens moderne amerikanske møbeldesign. Designeren er nu en 94årig succeshistorie med fornyet popularitet.

I godt selskab

Jens Risom er søn af den anerkendte arkitekt Svend Risom, og inspireret af sin far, vidste Risom Jr. I en tidlig alder, at et kreativt arbejde var hans drøm. Han lagde ud med en handelseksamen på Niels Brock, før han kom ind på Kunsthåndværkerskolens møbellinje. Dengang var det meget almindeligt, at man skulle have en snedkeruddannelse for at komme ind og studere møbeldesign, men Risom var en af de få, der slap gennem nåleøjet uden. På skolebænken var han i godt selskab. Nogle af hans medstuderende blev også senere store ikoner indenfor møbeldesign, og mon ikke de fleste nikker genkendende til deres navne; Hans J. Wegner og Børge Mogensen. Også nogle af de lærere, der var på skolen i Risoms tid, bliver stadig husket for deres bedrifter indenfor møbeldesign. Blandt andre underviste Ole Wanscher den unge Risom.

Den amerikanske drøm

Risom begav sig i 1939 vest på og slog sig ned i USA. Han kom hurtigt i gang med at arbejde, men det egentlige gennembrud fik han først, da han begyndte at samarbejde med den tyske Hans Knoll. Knoll var søn af en stor tysk møbelproducent, og han havde, ligesom den unge Risom, store drømme. Sammen begyndte de at producere og sælge møbler under navnet ’Knoll’. Risom designede, mens Knoll stod for regnskab og salg. Da krigen kom, blev det straks sværere at drive forretning, men Knoll fik en aftale i hus om at producere møbler af materialer, der ikke kunne bruges i krigsindustrien. Det forstod Risom at udnytte og et lager af kasserede faldskærmsstropper fik ideerne til at spire, og en stol med sæde af de aflagte stropper kom til verden i 1942. Stolene blev primært solgt til militærets kantiner og klubber, og de blev meget populære. Risom arbejdede på den måde for militæret. Det hjalp ham dog ikke, da han blev indkaldt som soldat, og fra august 1943 måtte Risom tage sin tørn som soldat i England.

Succesfuld solokarriere

Efter krigen søgte Risom nye udfordringer. Han startede nærmest forfra med sin egen virksomhed, Jens Risom Design Inc. Han arbejdede fra et baglokale hos en møbelpolstrer med en lånt skrivemaskine og meget få midler. Det gik dog hurtigt fremad, og bare et år efter havde han eget showroom på 5th Avenue i New York. I 1954 flyttede Risom sin virksomhed til Connecticut, hvor han løbende udvidede og i 1971 havde 300 medarbejdere. Risom fik da et tilbud om salg af sin virksomhed, der var så godt, at han ikke kunne sige nej, og efter mere end 20 år i branchen solgte Risom det firma, som han havde bygget op fra grunden.

Ridder af dannebrog – og meget mere…

Selvom der efter krigen var mere åbenhed overfor moderne møbler, var det stadig ikke let at komme igennem med nye ideer på det amerikanske marked. Kun en lille del af amerikanerne var, og er, tilhængere af moderne møbler, men en lille del af de mange millioner amerikanere udgør heldigvis for Risom en pæn mængde mennesker. De senere år har udenlandsdanskerens møbler fået fornyet opmærksomhed og er blevet udstillet flere højt profilerede steder, blandt andet Rocket Gallery i London og Ralph Pucci International i New York har vist Risoms designs frem. Designeren selv er også blevet rigt belønnet med diverse priser gennem årene, og i 1996 måtte han flyve over Atlanten for at komme til København og modtage et Ridderkors. I dag bor designeren i Connecticut sammen med sin 92årige kone Henny. Risom slog aldrig rigtig igennem i Danmark, men mon ikke han kan nå det endnu?


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk