Søg på arkitekt

 

Harry Allen – En stjerne fra NY


07-04-2010 13:42:00
 

Harry Allen


Harry Allen

 

Vase/lysestage fra Reality linjen


Vase/lysestage fra Reality linjen

 

Dørstopper/bogstøtte fra Reality linjen


Dørstopper/bogstøtte fra Reality linjen

 
print
Der er mange steder i verden, hvor kunst og kreativitet trives i bedste velgående. Heldigvis. Et af de steder er New York, og det er her, denne måneds designer er at finde. Harry Alen har efterhånden været en del af toppen, af den kreative scene, i mere end et årti, og der er intet, der tyder på at han er på vej i nogen anden retning end fremad.

Anerkendt designer
Harry Allen er uddannet indenfor industrielt design, og åbnede allerede i starten af 90’erne sit eget studie. Han kreerede en møbellinje som han kaldte Living Systems, og det gik hen og banede vejen for hans gennembrud. Møblerne blev vist frem på New Yorks International Contemporary Furniture Fair i 1993, og siden har der været fuld fart over feltet for den gode Mr. Allen. Han har beskæftiget sig med næsten alle grene indenfor design, lige fra brugskunst til emballage, og hans arbejde er blevet anerkendt af nogle af de mest toneangivende institutioner indenfor kunst og design. Han er blandt andet repræsenteret i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York City.

Fra læbestift til Guggenheim
Harry Allens succes som møbeldesigner, er blevet ført videre til mange forskellige genrer. Han har skabt individuel indretning til flere forskellige restauranter, butikker og kontorer. Heriblandt kontoret hos det verdensberømte Guggenheim Museum. Også flere prominente kosmetikvirksomheder har benyttet sig af Allens iderigdom, når de har haft brug for ny spændende emballage til deres produkter. Herhjemme i Danmark er Allen de seneste år blevet eksponeret en del i diverse interiørbutikker med mod på noget anderledes. Han har i samarbejde med et nystartet, New York baseret, designfællesskab med navnet Areaware lanceret linjen Reality. Her findes for eksempel en knagerække, udformet som en hånd, der stikker ud fra væggen, og en halskæde med et vedhæng, der til forveksling ligner et stykke godt gennemtygget bubblegum. Harry Allen har dog også designet ting, der appellerer bredere, og er i øjenhøjde for de mere traditionelt orienterede forbrugere. Han har for eksempel haft en bordlampe i Ikeas sortiment.

En kreativ sjæl
Harry Allen undervurderer ikke sit publikum. Han viser en konstant interesse for kunst, nye processer og ikke mindst nye materialer. Det giver hans arbejde et innovativt fokus, og det er fuldt fortjent at han efterhånden er en særdeles anerkendt designer, også udenfor New York. Han har selv udtalt, at et af hans første kriterier for et nyt design er hvorvidt han selv ville have lyst til at købe det. På den måde forbliver han tro mod sine egne visioner. Det vil han forhåbentlig være mange år fremover, så vi kan blive ved med at nyde hans funky og nytænkende design.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk