Søg på arkitekt

 

Carlo Volf – månedens designer


04-03-2011 12:35:00
 

Klædeskabet Zip. Den er god nok - det er træ!


Klædeskabet Zip. Den er god nok - det er træ!

 

’Det flyvende tæppe’


’Det flyvende tæppe’

 

Stolen Stick


Stolen Stick

 
print
Carlo Volf – månedens designer

Lette møbler giver velvære. Det at lyse materialer, luft og lethed er en stor del af indretningen i hjemmet, har betydning for vores humør og velbefindende. Det mener i hvert fald Carlo Volf, som møbelbasen i denne måned præsenterer lidt nærmere.

Design frem for indretning

Født i 1968 og færdiguddannet ved Danmarks designskole i 1997. To vigtige facts i historien om Carlo Volf. Inden han nåede til afslutningen på sin uddannelse, måtte han dog skifte spor. Han havde altid interesseret sig for, hvad man bredt kan kalde bolig og indretning, og derfor var det naturligt, at han søgte ind på linjen for indretning på Danmarks Designskole. Det viste sig imidlertid slet ikke at være noget for ham, og han har da også siden omtalt det som ’linjen for ensretning’. Han fandt sig i stedet til rette på møbellinjen, hvor hans trang til at skabe rigtig fik lov at udfolde sig.

Nysgerrig designstuderende

To år før sin afgangseksamen begyndte han at designe og kreere egne møbler, og det gennemgående for dem var, at han legede med materialerne og afprøvede, hvad man egentlig kan med træ. Denne nysgerrighed har siden fulgt ham, og han går gerne efter at give folk en helt ny oplevelse af materialet. Hans ’Flyvende tæppe’ viser, hvordan hårdt asketræ kan forvandles til et svævende let møbel, og klædeskabet Zip er i samme kategori, men alligevel noget helt for sig selv.

Materialets overmand

Et træskab med lynlås? Ja den er god nok. Den tynde finer, som Zip er lavet af, har fået påsyet en lynlås, og træet fremstår næsten som tekstil. ”Jeg kan godt lide møbler, som ikke umiddelbart afslører sit materiale. Hvor det er møblets udtryk det handler om, og hvor man virkelig kan blive overrasket, når man opdager hvad det er lavet af. Det er en form for synsbedrag, som jeg synes, det er spændende at arbejde med.” Sådan har Carlo Volf selv så fint beskrevet det.

Smukke kirkebænke og Ph.d. projekter

Volf henter inspiration mange steder fra, og både det skæve tårn i Pisa, oldtidens ægyptiske stol og shaker-traditionen findes som klare referencer i hans design. Noget mere jordnært og hjemligt, nemlig de danske folkekirker, har også inspireret ham meget. Hans bedstefar var præst, og Volf har derfor tilbragt en vis rum tid på en kirkebænk. Og han synes fortsat, at de helt enkle rækker af bænke, der bare står der, uden dikkedarer, og venter på at blive brugt af menigheden, er noget af det mest smukke, man kan forestille sig.

’En tung dreng’

I dag underviser Carlo Volf og studerer fortsat på livet løs. Lige nu er han en del af et Ph.d. projekt med særligt med fokus på Lys og trivsel, og herunder samspillet imellem dagslys og kunstlys. Han er en del af Danish Crafts, fik titlen som årets designer af Bo Bedre i 2002 og har modtaget legater fra blandt andet Statens Kunstfond. Her er altså tale om en af dansk designs tunge drenge, og vi glæder os til at se, hvad han finder på af skønne designs i fremtiden.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk