Søg på arkitekt

 

Altid moderne Arne Jacobsen


04-06-2009 10:22:00
 

Arne Jacobsen


Arne Jacobsen

 




 




 
print
Hver måned kårer Moebelbasen Månedens Designer. Juni måneds designer er Arne Jacobsen, dansk design og arkitekturs største leverandør af klassiskere.

Arne Jacobsen (1902 – 1971) var foregangsmand for indførelsen af modernismen i dansk arkitektur og design. Han bekendte sig tidligt helt til det 20. århundredes nye internationale stil: funktionalismen og det futuristisk-moderne.

Hvad kom først: ægget eller svanen?
Den dengang hyper-moderne Jacobsens designs er paradoksalt nok blevet ’gamle klassikere’ i dagens Danmark – og i resten af verden, for den sags skyld.

For hvem kender snart ikke hans karakteristiske møbler: ægget, svanen, syveren, myren, oxford-stolen og lufthavns-sofaen. Eller inventardesign som vandhaner, dørgreb, lamper, bestik og sukker-, salt- og pebersæt.

For ikke at tale om bygningsværkerne: Danmarks Nationalbank, Århus rådhus, SAS Royal Hotel i København – og ’Paddehatten’, Jacobsens berømte hvide tankstation på Strandvejen.

Sanselig minimalisme
Arne Jacobsen fik sit afgangsbevis fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1927, hvor han også i perioden 1956-1965 underviste som professor i bygningskunst.

Oprindeligt ville han have været kunstmaler, og hans evner og interesse for tegninger og akvareller kan spores i selv hans mest strømlinede design, som altid synes at indeholde en blød sanselighed side om side med et minimalistisk udtryk.

Noget kunne tyde på, at det netop er denne kombination, der har gjort især hans møbler så eftertragtede verden over. Den paradokse ubestemmelighed mellem noget organisk og noget funktionelt er ganske enkelt altid moderne.

Fra cement til sølv og guld
Ligesom den berømte Ludwig Mies Van Der Rohe, startede Jacobsen sin karriere som murer, før han vandt sin plads på Kunstakademiets arkitektskole.

Som studerende tog han til Paris, hvor han fik en sølvmedalje for et stoledesign – og i 1928 fik han akademiets guldmedalje for sin tegning af et nyt nationalmuseum i Klampenborg.

Han var på dette tidspunkt stærkt inspireret af arkitekter som Mies, Le Corbusier og Walter Gropius.

Anden Verdenskrig
Jacobsen var jøde, og flygtede under Anden Verdenskrig til Sverige, hvor han designede stoffer og tapeter. Her blev han inspireret af den skandinaviske naturlige skønhed.

Efter krigen imødekom Jacobsen det store behov for nye bygninger, og op gennem 1950’erne fik han større og større interesse for produkt- og møbeldesign.

Efter udførelsen af det berømte og gennem-designede SAS Royal Hotel i København fik Jacobsen til opgave at tegne et nyt college til Oxford University, som i dag anses for et arkitektonisk mesterværk.

Enkle proportioner
Internationalt har Arne Jacobsen især sat sit aftryk som produkt- og møbeldesigner, og han har designet for bl.a. Stelton og Georg Jensen.

Allerede i 1932 indledte Jacobsen det samarbejde med Fritz Hansen, som har bidraget stærkt til markedsføringen af især hans stole. Hans møbler sælges i dag overalt i verden.

Enkle proportioner, og det organisk-funktionelle som tidløs universel form forbliver kodeordene for Arne Jacobsens produktion. Som han selv sagde: ”En form skal være så enkel, at man kan tisse den i sneen”.


Skrevet af Julie Rokkjær Birch
E-mail: julie@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk