Søg på arkitekt

 

Trinidadstolen – Caribiens sommerlige lethed


18-12-2008 08:35:00
 




 

Designeren bag stolen: Nanna Ditzel.


Designeren bag stolen: Nanna Ditzel.

 




 
print

Den fine Trinidadstol blev formgivet med inspiration i Caribiens traditionsrige løvsavsarbejde, og fremstår trods sin forholdsvis unge alder som en af vor tids moderne klassikere.

”Tre skridt frem og to tilbage betyder stadigvæk, at man er kommet ét skridt i den rigtige retning.”

Sådan lød Nanna Ditzels motto, hvis stilsikre designs stadig lever i bedste velgående. Blandt hendes allermest udødelige produktioner finder vi den fortrinlige stabelstol, Trinidad.

Leg med rummets lys
Trinidad er en af Nanna Ditzels største succeser. Den er designet i 1993, og har for længst opnået status som en moderne klassiker. Den letgenkendelige stol har fået sit navn, fordi Nanna Ditzel lod sig inspirere af det traditionsrige løvsavsarbejde, der præger det oprindelige kunsthåndværk på De Caribiske Øer.

De karakteristiske, vifteformede udskæringer i sæde og ryg giver stolen en sommerlig lethed og leger yndefuldt med rummets lys. Stolen vandt i 1995 ID Prisen.

Trinidad produceres af Fredericia Furniture og fås med og uden armlæn og fremstilles i ahorn, eg, kirsebær, bøg, birk, teak og valnød. Den fås også lakeret i sort og er stabelbar uden armlæn, ligesom det også er muligt at få den med polstret sæde, med stof eller læder efter eget valg.

Stolen har opnået en ganske betydelig udbredelse og anerkendelse i såvel Danmark som udlandet.

Professionelt stilsikker
Nanna Ditzel, der også havde en baggrund som møbelsnedker, var kendt for sin professionalisme og sin sikre fornemmelse for, hvilke behov møblerne skulle opfylde. Men samtidig var hun kendt for en modig og eksperimenterende stil, der har vundet hende mange internationale møbelpriser.

Sammen med ægtefællen Jørgen Ditzel (1921-61) tegnede hun i 1950'erne smykker for Georg Jensens Sølvsmedje samt møbler og tekstiler, der indbragte sølvmedaljer ved Triennalerne i Milano 1951, 1954 og 1957 samt guldmedalje 1960; i 1956 modtog de Lunningprisen.

Søgen efter skønhed og harmoni
Efter Jørgen Ditzels død fortsatte hun alene og vakte i slutningen af 1960'erne opmærksomhed med møbler udført i polyester og glasfiber. For Unikavæv tegnede hun 1965 tekstilkollektionen Hallingdal, der senere blev overtaget af Kvadrat i Ebeltoft.

Nanna Ditzels produktion er præget af menneskelige løsninger og en søgen efter skønhed og harmoni, bl.a. udtrykt i en varm og lysende farveskala. 1970-86 havde hun tegnestue i London, derefter i København. I 1999 modtog hun Thorvald Bindesbøll Medaljen.

I en alder, hvor de fleste andre for længst var gået på pension, fortsatte dansk designs grand old lady med at vække opsigt på messer verden over, og hun lod sig gerne inspirere af nye materialer og nye produktionsmetoder.
Nanna Ditzel døde i juni 2005 – hun blev 82 år gammel.




Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk