Søg på arkitekt

 

Svanen – organisk skønhed


21-01-2009 14:44:00
 




 

Designeren bag stolen: Arne Jacobsen.


Designeren bag stolen: Arne Jacobsen.

 




 
print

Svanen er et af de helt store ikoner fra den danske guldalder, der med et halvt århundrede beg sig stadig nyder massiv anseelse og international popularitet. Arne Jacobsen tegnede sin smukke og organiske stol Svanen som en del af et komplet møblement til SAS Royal Hotel i 1958.

Til den samme møbelserie hører også store klassikere som Ægget og Dråben, og alle stole hører vel til blandt Arne Jacobsens absolut mest kendte stykker møbeldesign. Selve produktionen af Svanen stod Fritz Hansens møbelfabrik for.

Kompromisløs kvalitet
Dengang som i dag er Fritz Hansen lig med kompromisløs kvalitet, og netop den ubetingede stræben efter perfektion var også et af Arne Jacobsens kendetegn, når han designede alt fra brusehoveder til huse. Det er også grunden til, at Svanen stadig i dag fremstår lige så frisk og indbydende i sit design, som da den for første gang stod færdig i Fritz Hansens produktionshal.

Svanen er en stol, hvor ryg-, siddestykke og armlæn er lavet ud af ét stykke, som både er polstret og betrukket på samme tid og sat på en stjernefod. Svanen findes både i læder og i stof, og ses blandt andre prominente steder i Nationalbankens lobby.

Arne Jacobsen var og er en anset og strålende designer, hvis møbeldesign er i dag national kulturarv. I 2008, da Svanen fyldte 50 år, valgte Fritz Hansen at hædre Svanens design og fejre stolens jubilæum, og fremstillede derfor 1.958 eksklusive Svaner i hvidt læder.

Læs artiklen ”Svanen – til ære for et verdensklasses design”, klik her!

Minimalistisk design
Arne Jacobsens arbejde med Fritz Hansen går tilbage til 1934. Det var imidlertid Myren, tegnet i 1952 og efterfulgt af 3107-serien, som for alvor placerede Arne Jacobsen og Fritz Hansen i møbelhistoriens bøger.

Arne Jacobsen er uden tvivl én af de største danske arkitekter. Jacobsens minimalistiske design og produktivitet har sat sine spor inden for alle arkitekturens områder, både i Danmark og i den øvrige verden. Arne Jacobsen har en vision om, at industrielt producerede genstande, ville få den selvsamme kvalitet som håndværksmæssigt fremstillede. Dette lykkedes for ham med Myren og Syveren. Arne Jacobsen blev uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han i perioden 1956-1965 underviste som professor i bygningskunst, inspireret af Le Corbusier.

Postmodernismens indtog
Midt i 1990'erne opstod der i Danmark og internationalt en fornyet interesse for modernismens møbelkunst og danish design. Det affødte en stigende efterspørgsel på Arne Jacobsens møbler og øvrige kunstindustrielle produktion.

Men det var en renæssance, som han aldrig selv fik lejlighed til at opleve. Han døde nemlig allerede i marts 1971, 69 år gammel.

Læs mere om Republic of Fritz Hansen, klik her!




Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk