Søg på arkitekt

 

Sculpture Chair – æstetisk elegance i stål og læder


24-10-2008 15:29:00
 




 

Designerne bag Sculpture Chair: Jørgen Kastholm og Preben Fabricius.


Designerne bag Sculpture Chair: Jørgen Kastholm og Preben Fabricius.

 




 
print

En af Jørgen Kastholm og Preben Fabricius’ allerstørste bedrifter er den på én gang bemærkelsesværdige og kontroversielle Sculpture Chair, hvis æstetiske elegance understreges af detaljer i børstet stål og læder.

Makkerparret Fabricius & Kastholms smukke Sculpture Chair fra 1964 er i sig selv et æstetisk statement, der trods sin specielle udformning pirrer sanserne og efterlader betragteren i stor begejstring. Stolen er monteret med vegetabilsk læder og med en ryg, beviklet med lædersnører. Stellet er i rustfrit stål, og læderet på sæde fås i forskellige farver.

Succes med ”Pain chair”
Selv brød Kastholm sig ikke særlig meget om den ret specielle, men smukke stol. Således siges det, at han på et tidspunkt har kaldt stolen for the "Pain chair", med henvisning til at han bestemt ikke syntes at den var særlig god at sidde i.

Men hvorfor så overhovedet skabe en stol, der er så uudholdelig? Det svar har Kastholm selv givet, idet han overfor sin søn har forklaret, at stolen bare var "en af den slags ting, han simpelthen måtte lave," også selvom han udmærket var klar over dens begrænsede funktionelle værdi.

For stolens æstetiske islæt skulle vise sig så stærkt og appellerende både dengang i 1960'erne og nu, at den på trods af sine mangler alligevel blev sat i produktion - til ovenud begejstring for publikum.

Fabricius & Kastholm
Trods forskellige indfaldsvinkler til møbeldesign, var de to arkitekter enige om aldrig at gå på kompromis med æstetikken. Tidløshed var et ideal de lærte allerede på Skolen for Boligindretning og begge hyldede. Grundtanken i makkerparrets arbejde var perfektion, æstetik og minimering, og derfor står deres arbejde også i dag som moderne møbler i stram og ren æstetik.

Preben Fabricius blev udlært møbelsnedker hos snedkermester Niels Vodder, derefter ligesom Kastholm uddannet på Skolen for Boligindretning under arkitekt Finn Juhl. Han modtog Illum Price 1969 og Ersten Bundespreis Gute Form 1969. Preben Fabricius døde alt for tidligt i 1984 i en alder af kun 52 år.

Kastholm i Beirut
Jørgen Kastholm, udlært smed og senere uddannet som arkitekt ved Skolen for Boligindretning, arbejdede i en periode sammen med Arne Jacobsen, som blev en stor inspirationskilde for ham.

Han var i mange år professor ved Bergische Universitet i Dusseldorf. Kastholm døde i sommeren 2007 og blev 76 år.




Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk