Søg på arkitekt

 

Pantons Panthella


07-05-2010 13:59:00
 




 




 




 
print
En af de ting, som danske designere har været flittige til at producere gennem tiderne, er lamper. Og Verner Panton var ingen undtagelse. Han har tegnet flere af slagsen, som er blevet til vaskeægte klassikere, og med god grund. En af dem har fået det eventyrligt klingende navn Panthella, og selvom den efterhånden har mange år på bagen, er den stadig i produktion. Og ikke nok med det. Panthella kan også stadig sole sig i massere af popularitet, både i detailhandlen og på diverse auktioner.

Smukke runde former

En lampe er jo ikke kun et redskab, vi bruger for at få lys ind i vores hjem, når solen går ned, og mørket overtager dagslysets plads. Lamper er i lige så høj grad en del af den indretning, som mange lægger vægt på, og gør sig umage med. Derfor er det også langt fra ligegyldigt, hvilken lyskilde man vælger. Og når vi nu skal have lamper ind i stuen, hvorfor så ikke vælge nogle, som vi synes er smukke at se på? Her kommer Verner Pantons Panthella bordlampe ind i billedet. Panton tegnede lampen i 1971, og med dens runde form og lette look var den et friskt pust i en tid med mange mørke og tunge møbler på mode. Netop det med at være et friskt pust, kendetegnede Verner Panton og hans designs. Han ville gerne udvikle og forny det design, som datiden havde at byde på.

Farver og fantasi

”Ideen bag mit arbejde er at provokere mennesker til at bruge deres fantasi. De fleste mennesker bruger hele deres liv på at bo i kedelige, grå-beige tilværelser, hvor de er bange for farver. Ved at eksperimentere med belysning, farver, tekstiler og møbler og gøre de nyeste teknologiske fremskridt anvendelige, forsøger jeg at finde nye måder at opfordre folk til at bruge deres fantasi og gøre deres omgivelser mere spændende.” – Verner Panton. Sådan sagde Panton selv om sit virke som designer, og Panthella lampen er et godt eksempel på en lampe, der gør sig bemærket. Med sit bløde lys er den med til at skabe stemning og lyse op i mere end en forstand. Louis Poulsen er producenten bag lampen, og det buede hvide plastik er stadig ligeså flot og elegant, som det var, da lampen blev til for snart 40 år siden.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk