Søg på arkitekt

 

PH koglen – et klassisk samlerobjekt


09-06-2011 10:12:00
 




 




 




 
print
PH Kogle er kendetegnet ved sit unikke og skulpturelle design, som har opnået status som et ægte designikon. Igennem de seneste godt 50 år har pendlen med det botaniske kælenavn betaget sit publikum med sin skulpturelle, organiske form, afklarede enkelhed og sit varme, blændfrie lys.

Både festlig og dekorativ
PH Koglen blev oprindelig skabt til Langeliniepavillonen i Københavns havn, hvor lamperne også stadig hænger den dag i dag. Poul Henningsen fik til opgave at skabe et festligt, varmt lys i restauranten, og armaturerne skulle være dekorative, også i slukket tilstand. De første PH Kogler blev udført i kobber, og det er den klassiske udgave, som har været i produktion lige siden.

24 karats guld
I anledning af Koglens 50 års jubilæum i 2008 valgte Louis Poulsen Lighting A/S at udsende lampen i en eksklusiv guldversion i 24 karat, og til forskel fra kobberudgaven med børstet, mat overflade er PH Kogle Guld skinnende blank. Guldkoglen blev lavet til kunden, som ønskede sig det ypperste inden for belysningsdesign, og PH Kogle Guld blev kun fremstillet i et begrænset antal på 50 nummererede stk. – til den nette sum af 70.000 euro ex moms pr. stk.

Unikt design
Lampen består af 72 blade, og deres indbyrdes placering giver et 100 % blændfrit lys uanset vinklen. For at sikre det høje kvalitetsniveau foregår store dele af produktionsprocessen stadig som håndarbejde. Armaturet leverer et både dekorativt og komfortabelt lys samtidig med, at det unikke design næsten grænser til et kunstværk, og i løbet af sine godt 50 år i handlen har lampen da også opnået status som ekstraordinært samlerobjekt.


Skrevet af Susanne Østergaard
E-mail: susanneo@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk