Søg på arkitekt

 

Oxchair fylder 50


24-06-2010 16:05:00
 




 




 




 
print
Oxchair fylder 50

Der er klassiske møbler, der er populære møbler, og så er der de vaskeægte klassikere. En af dem har 50 års fødselsdag i år. Det drejer sig om stolen Oxchair tegnet af Hans J. Wegner (1914-2007). Når sådan en helt særlig stol fylder rundt, skal den fejres på en helt særlig måde, og det bliver Oxchair i allerhøjeste grad. Der er nemlig blevet lavet en eksklusiv jubilæumsversion af stolen.

Limited edition


Den version af Oxchair, der er blevet til i forbindelse med 50 års jubilæet, er, om muligt, en endnu mere eksklusiv og forfinet stol end den originale Oxchair. Der bruges udvalgt vegetabilsk garvet læder af høj kvalitet, som fås i farverne sort, natur og bourgogne rød. Ud over at læderet er helt særligt, følger der også en række andre meget eksklusive ting med i handlen, hvis man er en af de heldige, der har mulighed for at investere i en limited edition jubilæums Oxchair.

Ikke bare en stol – en investering


Stolene bliver nemlig nummererede og får et særligt jubilæumsmærke, så der ikke er nogen tvivl om stolens oprindelse og fremkomst. Ikke nok med det, så følger der også en speciel bog med i købet, som ikke kan anskaffes på anden vis end ved at købe en Oxchair. Og for lige at toppe det hele af med ekstra luksus, bliver man som køber inviteret på et fabriksbesøg hos Erik Jørgensen i Svendborg, hvor stolen produceres. Her kan man så opleve, hvordan ens ekstraordinære stol er blevet til, lige fra start til slut.

En vanskelig stol


Oxchair har ikke altid været lige populær, i hvert fald ikke blandt møbelproducenterne. Efter den blev lanceret i 1960, var der nemlig ikke nogen, som magtede at producere den, og først i 1989 blev den genoptaget og sat i produktion. Wegners ambitioner for sine møbler var altid tårnhøje, og Oxchair er en meget kompliceret konstruktion, som kræver håndværksmæssige færdigheder ud over det sædvanlige. Når man ser nærmere på stolen, er den da også nærmest skulpturel, og de nye jubilæumsstole er ingen undtagelse. Så tillykke til Wegner og hans Oxchair – en stol i sin bedste alder.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk