Søg på arkitekt

 

Med Verner Panton i Tivoli


25-03-2010 14:22:00
 




 




 




 
print
Den legendariske danske designer med hang til farver og sjove former, Verner Panton, har designet massevis af fantastiske ting. Heriblandt vaser, lamper, og mange forskellige møbler. I denne uge sætter Møbelbasen fokus på en af hans klassiske stole, nemlig Tivoli stolen. Stolens navn leder automatisk tankerne hen på den gamle københavnske forlystelsespark. Og det er ikke helt tilfældigt.

Succes i første forsøg
Det var faktisk Verner Pantons første stol, Tivoli stolen. Han designede den i 1955 til en af restauranterne i netop Tivoli. Her blev stolen brugt både udendørs og inde i restauranten, og det er da også stadig en af forcerne ved Tivoli stolen. At den er velegnet både ude og inde. Stolen er blevet opdateret lidt sidenhen og består nu af et stel i rustfrit slebet stål og snoreflet i polyurethan. Plastikstrengene, som snor sig frem og tilbage, udgør sædet og stolens ryg og fås i flere forskellige farver. Man kan så vælge at sætte ensfarvede stole sammen, eller for eksempel skabe lidt liv omkring et enkelt spisebord med seks forskelligfarvede stole.

Verner hvem?
Panton var ikke selv bange for at bruge farver. Det var faktisk nærmest hans varemærke. Specielt var han kendt for at designe hele rum og bygningers indretning og skabe enestående harmonier mellem alt lige fra tekstiler til belysning. Verner Panton blev født i 1926 og arbejdede sine første år som designer for Arne Jacobsen fra 1950 til 1952. Panton var dog ikke så begejstret for at blive sat i bås med dansk design, som ellers var meget populært i 50’erne. Han søgte derfor også ud over landets grænser og vandt gennem årene massevis af designpriser på internationalt plan. Han var nyskabende på mange måder, og skabte i 1967 blandt andet den første stol i plastik, Vitra, som var konstrueret i et sammenhængende stykke.

Prisbelønnet alsidighed
Tivoli stolen var som sagt hans første, og den er stadig lige så interessant og stilfuld i dag, som den var, da den kom til verden for 55 år siden. I 2004 fik den prisen som den bedste klassiker af magasinet Bo Bedre ved Scandinavian Furniture Fair. Det er designet, som gør stolen så alsidig, og hvad end det er i et mødelokale, et teenageværelse eller på altanen, man har lyst til nogle fede stole, så er her et rigtig godt bud.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk