Søg på arkitekt

 

Månedens retroklassiker: Krenitskålen


23-10-2008 09:07:00
 

Krenitskålen blev formgivet i 1952.


Krenitskålen blev formgivet i 1952.

 

Behovet opstod med salatens stigende popularitet efter krigen.


Behovet opstod med salatens stigende popularitet efter krigen.

 

Manden bag designet: Herbert Krenchel.


Manden bag designet: Herbert Krenchel.

 
print

Da krenitskålen blev skabt i 1953, skete det i takt med en voksende salatkultur, og skålen var billig allemandseje – det er den ikke længere, og krenitskålen er i dag et eftertragtet samlerobjekt, som forhandles til mange gange den oprindelige pris.

Krenitskålen er oktober måneds retroklassiker!

Det var timeglasset og tulipanen, der i begyndelsen af 1950’erne inspirerede materialeforskeren og civilingeniøren Herbert Krenchel til et blødere formsprog end samtidens retlinede og funktionalistiske. Baggrunden for skålen var den voksende salatkultur, der fra USA gradvist vandt indpas i Danmark, og som i sin tilberedning krævede nye redskaber.

Med krenitskålen skabte Krenchel således en serie skåle i otte forskellige farver og ni størrelser, der kunne kombineres ud fra princippet om ”mix and match”. Prismæssigt var krenitskålen tilgængelig for et bredt publikum, og den vandt stor udbredelse i både Danmark og USA.

Krenitskålen består af en énmillimeter stålplade, der er trykket op til en dyb skål, som herefter har fået påført sort emalje på ydersiden og en farvet emaljebelagt inderside.

Skålen med de rette proportioners harmoni
Det hele begyndte i 1952, hvor direktøren for firmaet Form&Farve, Torben Ørskov, opsøgte Krenchel for at få hans råd til, hvordan man kunne kombinere plast med en tynd jernplade. Direktøren havde nemlig været en tur i USA, og her havde han bemærket amerikanernes hang til salat og set, at det var en kultur, som snart ville komme til Europa.

Herbert Krenchels foreslog at anvende emaljebelægning på jernpladen i stedet for plast. For sjov skitserede han samme dag de former, som skulle vise sig at ramme ”de rette proportioners harmoni” og smagen hos en generation, som otte år efter krigen begyndte at have råd til brugskunst.

”Idéen var at lave en smuk salatskål, der både var funktionel og delikat, og som passede lige så godt til køkkenet som til spisebordet. Tanken var at få materialerne til at passe så godt sammen som muligt. Først havde de en skinnende blank overflade, men det gik vi hurtigt væk fra, for det fik skålen til at ligne en billig sæbeskål,” fortæller Herbert Krenchel.

Interlook for 24 kroner
I 1950erne kostede skålene, alt afhængig af størrelse, omkring 24-30 kroner, og de var en stor succes i de danske hjem. Herbert Krenchel mener selv, at en del af skålens succes ligger i dens internationale look og form.

Professor Poul Hannover gav Krenchel tilladelse til at foretage udviklingsarbejdet på Glud & Marstrand, hvor Hannover var direktør. Her fandt han blandt andet ud af hvordan man kunne sandblæse, så den sorte, udvendige emalje fik den karakteristiske matte og ”bløde” overflade, og hvordan man kunne behandle den knivskarpe overgang mellem mat og blank emalje. Det lykkedes, og krenitskålene blev fast inventar i de danske hjem.

Guldmedalje og skåle i hundredtusindvis
Allerede fra starten var skålen et stykke succesrigt dansk brugskunst. I 1954 indbragte skålen Krenchel en guldmedalje ved Biennalen i Milano. Snart blev efterspørgslen så stor, at der i visse perioder måtte produceres op til 7000 skåle om ugen, og de næste år blev skålen solgt og eksporteret i hundredtusindvis.

Først ti år senere ebbede salget ud. Dette skyldtes nok så meget, at Glud & Marstrand i de år lukkede afdeling efter afdeling, og at ingen anden producent besad den teknologiske ekspertise til at fortsætte produktionen.

Fra praktisk til god stil
Den karakteristiske skål er i dag en retroklassiker af de helt store, som for længst er forsvundet fra loppemarkederne og i stedet er flyttet ind på hylderne i trendsættende secondhand stores, marskandisere og designbutikker. En stor, god skål uden slagmærker i emaljen kan således sagtens koste op til 4.000 kroner.

Krenitskålen er – modsat sin oprindelige funktion – blevet et stilikon for dem, der har råd, og er i dag oprykket fra ren funktionalitet til eksklusiv show-off i vindueskarmen.

I dag er Krenchel igen aktuel med krenitskålens afløser, som produceres af Normann Copenhagen.




Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk