Søg på arkitekt

 

Klassisk kuglekande fra Alfi


15-04-2010 13:41:00
 




 




 




 




 
print
Der er ikke meget ved kold kaffe. Eller te for den sags skyld. Så er det jo godt, at vi har termokanden, som findes i alverdens afskygninger og modeller, dog alle med ét og samme formål. At holde på varmen. Hvad end du er til farverigt plastik, eller mere til noget klassisk forkromet blankt, så har firmaet Alfi lige termokanden til dig. Faktisk i én og samme kande.

Genkendelig kugle
Alfis kuglekande er vidt udbredt, og har været på markedet i mange år. Afhængigt af alder kan man måske huske den fra sin barndom, og samtidig selv have et eller flere eksemplarer i køkkenet. Det kan lade sig gøre, fordi kuglekanden på en gang er klassisk og frisk i sit udtryk. Plus at den gennem årene hele tiden er genopstået i nye friske farver, der har været oppe i tiden, og dermed har den fulgt med moden. Samtidig er Alfis kuglekande, eller Modern Classic Number 1 som den egentlig hedder, ikke en meget kostbar termokande og derfor tilgængelig for de fleste.

Tegnet af Ole Palsby
Produktionen af Alfi termokander med glasindsats begyndte omkring 1918, og det er stadig samme grundprincip, som alle kanderne laves ud fra. En udvendig skal i de bedste materialer på markedet, som beskytter den isolerende indsats, der er en dobbeltvægget glaskoble. Den sammenstykning gør kanderne ideelle til at holde på varmen. Manden bag tegningerne til kuglekanden er danske Ole Palsby, og måske den danske forbindelse mellem designeren og det tyske firma har gjort kuglekanden særlig populær hos danskerne. Alfi samarbejder gennemgående med mange forskellige internationale designere for hele tiden at udvikle både nye modeller og nye forklædninger til de gode gamle kendinge.

Charmerende tyksak
Den tykmavede, lavstammede og yderst charmerende termokande kan rumme 0.94 liter og er dermed ikke en af de største på markedet rent fysisk. Det kompenserer den dog fint for med sit genkendelige ydre og funktionelle design. Kandens farverige look findes i alt lige fra hot pink og limegrøn til en mere diskret grå eller hvid, og også i en skinnende blank kromudgave. Både pris, farve og design er kandens spidskompetencer, og alt det taget i betragtning er det jo ikke så underligt, at kanden stadig er så populær, som den er.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk