Søg på arkitekt

 

Flaglinestolen – stål, fletværk og fåreskind


12-12-2008 08:45:00
 




 

Designeren bag stolen: Hans J. Wegner.


Designeren bag stolen: Hans J. Wegner.

 




 
print
Ideen bag denne specielle stol blev til under en badeferie ved Århus, hvor stolens fader, Hans J Wegner, brugte strandsandet til at udforme den optimale siddekomfort – Flaglinestolen blev den udprægede træmands møde med mulighederne i alternative materialer.

Flaglinestolen, som kom til verden i 1950, er en klassisk Wegner-produktion – også selvom den på mange måder adskiller sig fra den berømte designers øvrige arbejder. Således er der i udtrykket langt imellem eksempelvis den ikoniske men også ekstremt simple The Chair og denne specielle og småflippede stol i fletværk, fåreskind og stålrør.

Træmandens møde med stål
Stolen er nemlig ikke bare et unikt objekt i sig selv, men er også usædvanlig i forhold til Hans J. Wegners almindelige antagelse af, hvad der skal til for at skabe et godt møbel. For på ét afgørende punkt adskiller stolen sig markant fra Wegners øvrige produktioner: Materialet. Wegner var nemlig en udpræget træmand, som elskede at formgive i stærke, krævende træsorter.

Med Flaglinestolen sender denne højest anerkendte designer udi træmøbler en hilsen til de tidlige modernister såsom Le Corbusier, Mies van der Rohe og Marcel Breuer og viser, at også han behersker et design med stel i forkromede stålrør.

Men til trods for denne gestus er den specielle stol stadig et udpræget stykke Wegnerdesign. Stolens flader udgøres af flettet flagline og det tilhørende langhårede fåreskind opbløder den industrielle skarphed ved stålet, og indbyder derved til en komfortabel oplevelse.

Alle metaldele er lavet i rustfrit stål, og basen er tilgængelig i poleret stål, hvid lakeret eller sort lakeret.

Udtænkt på stranden ved Århus
Men historien bag dens design er også mere end en kunsthistorisk dialog. Wegner fik ideen til stolens sædeform på en ferie i Århus. Familien tilbragte mange dage ved stranden, og i sandet eksperimenterede Wegner med den helt rette sædeform til stolen.

Anekdoten viser, at Wegner altid arbejdede – og så viser den også, at legen spiller en central rolle i hans arbejde.

Bo Bedres Klassikerpris
Wegners design afspejler fokus på forenkling og renhed, hvilket ifølge designeren er essensen af, hvad en stol skal repræsentere. Wegner understreger også, at en stol er et objekt, der bør nydes fra alle vinkler, således at en stol altså ikke har en ”bagside” i almindelig forstand, men derimod også her er dekorativ og en nydelse værd.

Flaglinestolen er som nævnt fra 1950, men er siden 2002 blevet nyproduceret af møbelproducent PP Møbler. Samme år blev PP Møbler således hædret med Bo Bedres Klassikerpris for at genoptage produktionen af denne usædvanlige hvilestol. I PP Møblers sortiment har stolen nummeret PP 225.


Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk