Søg på arkitekt

 

Finn Juhls karmstol


16-09-2010 14:41:00
 




 




 




 
print
Finn Juhls karmstol

Rækken af danske designere, der har haft succes, er efterhånden lang. Nye kommer hele tiden til, og de er med til at udvikle og forny designverdenen. Men der er også en række designere fra årtierne, hvor dansk design virkelig bed sig fast i designelskeres bevidsthed verden over, hvis designs den dag i dag er meget værdsat og populært. En af dansk designs grand old men er Finn Juhl, der omkring midten af det 20. århundrede tegnede smukke og funktionelle møbler. Naturligt nok er det ikke alle Juhls designs, der er lige kendte, så mens hans svungne pelikan-stol og den søde poeten-sofa ser velkendte ud i manges øjne, er denne uges klassiker mere anonym, men ikke mindre speciel af den grund.

En karmstol?

Det finurlige navn på denne uges klassiker er meget sigende for dens funktion og udseende. Karmstolen er en enkel stol, men har et meget specielt rygstykke, som kan slås op og bruges som armlæn, hvis man sidder omvendt eller sidelæns på stolen. Det forekommer måske en smule overflødigt, men designet og de enkle linjer i stolens udtryk gør, at den sagtens kan bære den ekstra sjove feature, som det bevægelige ryglæn er, uden at komme til at se overgjort eller klodset ud. Karmstolen er ikke længere i produktion, så hvis man vil have fingrene i et eksemplar, er det nok mest sandsynligt at finde stolen på en auktion.

Juhls bedrifter

Finn Juhl var banebrydende indenfor især møbeldesign, men han var også en dygtig arkitekt med sans for sammenspillet mellem møbler og rum. Som designer var han med til at revolutionere dansk design og igennem 40erne skabte han en række møbler, der i høj grad var med til at rette verdens opmærksomhed imod dansk design. I 1950erne slog han igennem i USA, hvor han blandt andet lavede et indretningsprojekt i FN’s hovedkvarter i New York. Finn Juhl var sammen med blandt andet Arne Jacobsen og Poul Kjærholm med til at bane vejen for lanceringen af dansk design i udlandet under betegnelsen “Danish Modern”, og en af hovedårsagerne til det efterfølgende “eksportboom” op gennem 60erne og frem til i dag. Karmstolen fra 1953 er som beskrevet et af Finn Juhls mindre kendte designs, men uden tvivl et møbel der kan tiltrække sig opmærksomhed og give et smil på læben.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk