Søg på arkitekt

 

En lysende vintergæk


11-11-2010 14:09:00
 




 




 




 




 
print
En lysende vintergæk

LE KLINT er en meget velrenommeret dansk virksomhed, som i årtier har leveret smukke lamper til danskerne, og som særlig er kendt for deres foldede lampeskærme. Også en foldet skærm er i fokus, når man ser på den nye LE KLINT lampe ’Snowdrop’, som nu har kunnet købes i et års tid. Det er en sart og spinkel lampe, der med et meget moderne formsprog fornyer den ellers så velkendte foldede skærm, og gør den mere ’spiselig’ for det lidt yngre publikum. Navnet Snowdrop, der betyder vintergæk på engelsk, passer godt til lampen med den lange krop og det hvide hoved. Og hvad end man forelsker sig i standerlampen eller ønsker sig lampen som pendel, så er man sikker på at få en klassisk og smuk lampe. 


3 hjerner tænker bedre end én

Designteamet Harrit-Sørensen + Samson, som består af Thomas Harrit, Nicolai Sørensen og Kim Samson, står bag den lysende vintergæk. De er alle uddannet på Danmarks Designskole i 1991 og har fulgtes ad siden første studieår. Thomas og Nicolai driver sammen tegnestuen Harrit-Sørensen og er nok mest kendt for deres knagerække KNAX og trafiksignalet “Greenlight” for hvilket de modtog Den Danske Designpris i 2000. Kim Samson har arbejdet fro IKEA, hvor hun bl.a. designede skohylden REDD, men arbejder nu freelance. De 3 designere har sammen designet lampeserien ’Snowdrop’ for LE KLINT, hvor Thomas og Nicolai fortrinsvis har stået for den funktionelle udvikling, og Kim har bidraget med den feminine formgivning af produkterne.

Familien Klint og deres virksomhed


P.V. Jensen Klint var den første i Klint-familien, der foldede og foldede og på den måde fik skabt en helt ny type lampeskærm. Hans søn, Tage Klint, valgte i 1943 at gøre alle folderne til en egentlig forretning, og videreudviklede faderens designs og tegnede selv nye lamper til familievirksomhedens sortiment. Også hans bror, den kendte designer Kaare Klint, bidragede også, og blandt andet skabte han i 1944 ’Frugtlygten’, som stadig er en af firmaets mest solgte lamper.

Endnu en generation


I 1953 overtog Tage Klints søn, Jan klint virksomheden. Han havde både evner og visioner indenfor moderne ledelse, og han var manden bag den fond, som siden 1972 har drevet virksomheden LE KLINT. Ud over at sørge for at den danske belysningsmastodont klarer sig år efter år, fungerer fonden også som en støtte for virksomhedens tidligere medarbejdere. Virksomhedens samarbejde med talentfulde og toneangivende designere er uden tvivl en del af forklaringen på, hvordan den ene LE KLINT lampe efter den anden har opnået klassiker status. Med sit enkle og tiltalende formsprog er der ingen tvivl om, at også den nye ’Snowdrop’ med rette kan kaldes en nyklassiker.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk