Søg på arkitekt

 

Ekstravagant lysekrone fra Moooi


18-03-2010 14:45:00
 




 




 
print
Storslået, enestående, mystisk, for meget? Der er nok delte meninger om den spektakulære lysekrone fra hollandske Moooi. Lampen er tegnet af designeren Jurgen Bey og har fået navnet Light Shade Shade Chandelier. Ikke lige det mest simple navn, men hvorfor også give en kompliceret lysekrone et ukompliceret navn?

Ny men uforglemmelig
Selvom lampen her ikke har ret mange år på bagen endnu, er den uden tvivl på vej mod en status som en ny klassiker indenfor ekstravagant belysning. Jurgen Bey tegnede lampen i 1999, og siden er den blevet brugt op til flere gange i forskellige sammenhænge på tv. Blandt andet er den en vigtig og central del af indretningen på den kontrolsyge Wilhelmina Slaters kontor i serien Ugly Betty, som danskerne har kunnet følge med i de sidste par år. Man kan sige, at lampen beviser sit værd som opsigtsvækkende og noget helt særligt. Og det må jo være noget af det, der er med til at kendetegne en klassiker.

Fortryllet spejl
Lampen er en usædvanlig kombination af en meget minimalistisk og enkel skærm, og en klassisk lysekrone med glimtende prismer og hele balladen. Når lampen er slukket, fungerer skærmen som et rundt og blankt spejl, og man kan ikke umiddelbart se, hvad der gemmer sig bag det skinnende ydre. Når lyset tændes, får lampen et helt nyt udtryk. Den kringlede lysekrone, der gemmer sig bag skærmen, kommer til syne, og de to lag spiller sammen på en smuk og unik måde, som nærmest samler det bedste fra to verdener. Så med en Light Shade Shade lampe får du ikke bare lys, men en lampe med flere udtryk og en næsten eventyrlig evne til forvandling. Lampen er uden tvivl en lyskilde, som vækker opsigt. Men også en lyskilde, som kræver rum og plads. En lampe som den her passer ikke ind hvor som helst, men sat sammen med det rigtige kan dens varme og runde lysskær skabe den perfekte stemning og måske endda inspirere til eventyrlige begivenheder.  



Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk