Søg på arkitekt

 

Møbler med jeans på..


07-05-2010 13:57:00
 




 




 
print
Denim er i allerhøjeste grad inde i varmen, hvis det er forårets tøjmode, man ser på. Og det slidstærke materiale er da også en af de få ting, som altid er at finde på tøjbutikkernes bøjlestænger. Uanset årstid, mode og målgruppe, så er jeans, cowboyjakker og denimnederdele altid en mulig løsning på en tøjkrise. Nu kan du også lade denim løse en møbelkrise, hvis du skulle rende ind i sådan en.

Fra beklædning til møbeldesign

Det velkendte brand Diesel er mest kendt for sine cowboybukser. De har dog på det seneste også eksperimenteret med møbeldesign. Nu har de kombineret netop de to verdener. I samarbejde med virksomheden Moroso har de skabt stolen Cumulus, som deler navn med en særlig type sky. Navnet er yderst passende til stolen med dens fyldige ryg og sæde, der nærmest svæver ovenpå de tynde ben. Stoffet, som stolen er beklædt med, er på forhånd slidt og har på den måde fået nogle lysere nuancer nogle steder. Præcis ligesom vi kender det fra jeans. Hvis du er vild med stolens design, men synes af denim skal blive i dit klædeskab, så kan stolen også fås i andre materialer.

Svensk mode laver møbler

Diesel er ikke det eneste modehus, som har kastet sig over møbeldesign. Også det svenske mærke Acne har designet møbler, og ligesom Diesel har de taget deres ekspertise indenfor denim med over i deres møbeldesign. Med udgangspunkt i en svensk designklassiker af Carl Malmsten, sofaen Nya Berlin, som blev designet til det svenske konsulat i Berlin i 1949, har Acne skabt skæve og næsten futuristiske møbler. Med en blanding af spidse og stumpe vinkler og afrundede hjørner er møblerne skulpturelle og eventyrlige, og de lyse denimstoffer møblerne er betrukket med, giver dem et meget ungdommeligt og legende udtryk.

Kreativ denim med måde

Hvis man ikke helt har mod på et stort møbel, der leder tankerne hen på cowboybukser, kan man sagtens få tendensen ind i hjemmet på en moderat og cool måde. Hvad end man vælger at finde nogle puder, der er syet af denimstof eller for eksempel ombetrækker en taburet, så den får et nyt og slidstærkt look, så er det mere diskrete måder at lade cowboystoffet få en plads udenfor gaderoben.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk