Søg på arkitekt

 

Møbelklassikere er gode investeringer


29-04-2009 13:56:00
 




 




 
print
Selvom krisen kradser, aktiekurserne falder og medierne mere end nogensinde svælger i historier om hvor skidt det går, er der nogle ting, der er uforanderlige – eksempelvis er der lige nu gode muligheder for at gøre en god investering i en møbelklassiker.

I løbet af de seneste 10 år er der sket en markant stigning i priserne på møbler fra især de anerkendt klassikere fra dansk møbeldesigns guldalder.

Gode investeringsobjekter
Sikkert er det, at designermøbler i høj grad er investeringsobjekter, der bevarer en høj salgsværdi, hvorfor du roligt kan vælge at købe nye møbelklassikere, enten med henblik på videresalg engang eller for selv at nyde dem resten af livet.

Hos auktionshuset Lauritz.com, hvor de både sælger nye og brugte designermøbler, har prisstigningerne på især klassikerne været markante. I 1998 kunne man her erhverve sig en Børge Mogensen tremmesofa for omkring 5.000 kr., mens den i dag går for omkring 13.000 kr.

Og tendensen er den samme for mange af de andre store klassikere, krise eller ej.

Etablerede og nye klassikere
”Det er naturligvis svært at sige, hvad der vil være en god investering over tid, især fordi de møbler der i det ene årti er moderne og eftertragtede ikke nødvendigvis bliver populære i næste årti. Men der er nogle generelle overvejelser, man kan gøre sig, hvis man ønsker at investere i en klassiker,” fortæller Mette Margrethe Rode, som er administrerende direktør hos Lauritz.com, til myLiving.dk.

Et af hendes råd er at investere i de mere etablerede navne, der har formået at bide sig fast i markedet over længere tid. Her kan man ofte komme til at købe dyrt, til gengæld er der en god chance for at prisen holder og endda stiger.

Alternativet er selvfølgelig at følge sin intuition og så investere i de nye navne, som man mener har potentiale til at blive klassikere.

Stigning på 463 pct.
Selvom hammerslaget på en brugt møbelklassiker altid vil variere alt efter stand og patinering, er den øgede værdi inden for en tiårig periode alligevel værd at hæfte sig ved.

Således viser tal fra Laurtiz.com for eksempel en stigning på 100 pct. på en brugt Syverstol af Arne Jacobsen, ligesom en velholdt læderudgave af Ægget i samme periode er steget hele 463 pct. – fra en værdi i 1998 på 3-5.000 kr. til i 2008 at opnå hammerslag på cirka 20.000 kr.

Kilde: myLiving.dk


Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk