Søg på arkitekt

 

Inviter kontorstolen med hjem


04-02-2010 16:34:00
 

MINA designet af Elisa Occhielli


MINA designet af Elisa Occhielli

 

WING designet af VARIÉR Furniture


WING designet af VARIÉR Furniture

 

Lord og Lady designet af Alfredo Häberli


Lord og Lady designet af Alfredo Häberli

 
print
De fleste hjem er i dag udstyret med et mere eller mindre afgrænset kontorområde. Hvad enten det er en arbejdsplads eller mere for fornøjelsens skyld, er en fast plads til computeren en næsten uundgåelig del af indretningen i et moderne hjem. Derfor er kontormøbler heller ikke længere forbeholdt arbejdspladsen, men er rykket med ind bag hjemmets fire vægge. Det behøver dog ikke betyde kedelige strømlinede borde og stole, som man måske kender dem fra mange kontorer. Der findes masser af spændende alternativer, som gør det muligt at integrere hjemmekontoret i resten af boligens indretning. Møbelbasen giver her tre bud på kontorstole, som skiller sig ud fra mængden.

Retro stolen
Stolen MINA, designet af Elisa Occhielli for den italienske møbelproducent Softline, er et anderledes alternativ til den klassiske kontorstol. Stolens retro look og bløde linjer gør den velegnet til at bryde et ellers kantet kontorhjørne i hjemmet. Hvis man er interesseret i selv at præge sine møbler, er her gode muligheder. Det er nemlig muligt selv at vælge hvilken type ben, man ønsker, at stolen skal have, ligesom det også er helt op til køberen at vælge hvilken farve, stolen skal være. På den måde kan funktionalitet og look kombineres og sætte et personligt præg på hjemmekontoret.

Den ergonomiske
En stol er ikke bare en stol. Den kan have alverdens udformninger, og VARIÉR Furnitures model WING er et godt eksempel på en anderledes arbejdsstol. Her er ergonomi og kroppens velbefindende i højsædet, og det skrå sæde kombineret med knæpuden, er med til at give overkroppen den rette holdning ved arbejdsbordet. VARIÉR Furnitures designer møbler med kroppen i fokus, så hvis der tilbringes mange timer i hjemmets kontorafdeling, og man er interesseret i at sidde ergonomisk korrekt, er WING et godt alternativ til en mere traditionel stol.

Hr. og Fru stol
Hvis der er flere arbejdspladser i hjemmekontoret, kan stolene Lord og Lady fungere som et par sjove og friskt udseende siddepladser. Kontorstolene er designet af Alfredo Häberli for italienske Zanotta, og som navnene antyder, er det oplagt at beskrive de to stole som en herre- og en damemodel. Det enkle design kombineret med et stort udvalg af farver, gør stolene alsidige og velegnede til hjemmebrug. Desuden kan der købes separate betræk til stolene. Så hvis uheldet er ude, eller humøret bare skifter fra rødt til grønt, er der ingen grund til panik.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk