Søg på arkitekt

 

Inspiration til vinreoler


11-03-2010 13:53:00
 




 




 
print
Det med at forvandle vand til vin er vist ikke noget, vi almindelige dødelige bare sådan lige gør. Men derfor kan et godt glas rødvin eller et glas brusende champagne jo godt stå højt på ønskelisten ved særlige lejligheder. Derfor har mange også et par flasker af de dejlige dråber liggende. Men hvorfor ikke opbevare flaskerne med stil? Møbelbasen viser i denne uge tre forskellige bud på opbevaring til dine flasker, som samtidig vil fungere som et dekorativt indslag i hjemmets indretning.

En vinranke på menuen
Menu er efterhånden et velkendt navn indenfor indretning til det moderne køkken. Og når der skal holdes på flaskeformerne, står Menu også klar med en løsning. Jakob Wagner er designeren bag en anderledes og smuk vinranke, som med sine bløde former og naturinspirerede look vil pynte på væggen i mange køkkener. Hvad end det er en buttet flaske champagne eller en smal dessertvin, du vil have hængende, kan det sagtens lade sig gøre. Vinholderen er fremstillet i glasfiberforstærket nylon overtrukket med sort gummi, og den holder godt fast på hvilken som helst vinflaske.

Byg en bikube
Hvis du gerne vil have samling på dine vinflasker på en lidt sjov og anderledes måde, er vinreolen Grape måske lige noget for dig. Robert Bronwasser, som har kreeret vinreolen, har både været nyskabende i forhold til designets udformning og materialevalget. Den bikubelignende vinreol er lavet af det lette og stærke materiale polypropylen, og kan sættes sammen i flokke og stables præcis, som man selv ønsker. På den måde kan man skabe sin helt egen unikke vinreol. Man kan også nøjes med en enkelt, og bare nyde dens skulpturelle udtryk.

Flasker der stikker ud
Endnu et bud på en stilfuld midlertidig bopæl for dine vinflasker, er vinholderen designet af danske Jesper Thomsen. Det ser lidt spøjst ud, at vinflaskerne ligesom stikker ud fra væggen, hvor de hænger, og det er helt sikkert en utraditionel måde at udforme en holder til de dyre dråber. Ikke desto mindre fungerer det upåklageligt, og den stilrene anordning vil helt sikkert tiltrække opmærksomhed, hvis du hænger den op et sted, hvor den kommer til sin ret. Hvad end du vælger at hænge vinholderen op alene, eller gerne vil have flere af dem sammen, er det en anderledes, kreativ og meget dekorativ måde at holde styr på dine flasker.


Skrevet af Mie Arnemand Nielsen
E-mail: info@moebelbasen.dk
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk