Søg på arkitekt

 

Designmøbler til børn boomer


04-12-2008 11:07:00
 




 

Søstrene Bolette og Louise Blædel har under navnet bObles.


Søstrene Bolette og Louise Blædel har under navnet bObles.

 




 
print
Søstrene Bolette og Louise Blædel har under navnet bObles skabt en serie multifunktionelle børnemøbler, der ikke kun har taget den internationale designverden med storm, men også gjort børns motoriske udvikling til en leg.

Da designeren Bolette Blædel var på barsel med sin første søn, fandt hun hurtigt ud af, at der var langt mellem møbler til børn, som appellerede til leg, kreativitet og fysisk udfoldelse og samtidig kunne leve op til hendes forkærlighed for godt, dansk design.

Multifunktionelt eventyr
Sammen med søsteren, beklædningsdesigner Louise Blædel, fik hun derfor ideen til at skabe en serie multifunktionelle møbler, som børn havde lyst til at lege med og voksne ville byde indenfor i stuen. Resultatet er i dag en samling dyr med hver deres form og utallige funktioner, f.eks. en elefant, som det ene øjeblik er til at ride på og det næste har forvandlet sig til en båd, et bord eller en gyngende skammel.

For ikke blot er bObles’ møbler iøjnefaldende som designobjekter i klare farver og geometriske former. De giver også børn en unik mulighed for at udvikle deres motorik og kropslige selvforståelse, mens de leger og bruger deres fantasi.

Tumlemøbler udfordrer
”Det er utroligt vigtigt for vores indlæring senere i livet, at vi i barndommen ikke er blevet begrænset i vores motoriske udvikling. Det er godt for både krop, følelser og evnen til at lære, at børn bevæger sig og eksperimenterer motorisk ved f.eks. at hænge ud over et armlæn på sofaen eller vippe på stolen. Vi har kaldt vores dyr for ’tumlemøbler’, fordi de netop er skabt til, at børn både udfordres og udvikles motorisk, når de leger,” fortæller designeren Bolette Blædel.

Siden de første dyr så dagens lys i 2005, har bObles bl.a. vundet designprisen Formidable og deltog sammen med de legendariske navne i klassisk dansk møbelhistorie, Fritz Hansen og Louis Poulsen, i det nylige danske designfremstød i Frankrig, Absolou Design Danois.

bObles på MoMa
Og sidste år fik Bolette og Louise Blædel tilmed opfyldt enhver designers store drøm, da de blev blåstemplet af Museum of Modern Art (MoMa) i New York, der gav bObles en plads i museets butik som et af de fornemmeste eksempler på moderne dansk formgivning lige nu.

Men international hæder og udelt begejstring i designverdenen har ikke flyttet på de to søstres stædige vision om at skabe produkter, der først og fremmest er kilde til glæde og leg blandt de yngste.

”BObles er og bliver for børn, der leger og bruger deres fantasi i alt hvad de gør. Men samtidig er det vigtigt for børn, at de føler, at det, netop de har og glæder sig over, også bliver værdsat af deres forældre – og det er designet jo med til. Bare fordi man er barn, skal man i mine øjne ikke nøjes med et ringere design end det, vi som voksne ville byde os selv og hinanden. Børn skal da have det bedste,” konkluderer Bolette Blædel.


Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk