Søg på arkitekt

 

Dansk design genopfinder sig selv


02-10-2008 14:16:00
 




 




 




 




 
print
Dansk møbeldesign har oplevet flere storhedstider, og fra 1920’erne til 1970’erne opnåede det danske brand svimlende højder og ligeså svimlende berømmelse - men også i dag er dansk design ensbetydende med international anerkendelse, og nye navne har vist sig på stjernehimlen.

Det er kun naturligt, at man som dansker gerne vil investere i dansk design, og selvom hverken nye eller gamle klassikere er billige i anskaffelse, så er de stadig solide investeringsobjekter. Arkitektegnede møbler er blevet et statussymbol på linje med B&O-anlægget, Audi’en, funkisvillaen osv. Men selvom ikoniske navne som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, Hans J. Wegner og Verner Panton aldrig går af mode, så udvikler dansk møbeldesign sig fortsat, og præsterer løbende nye bud på fremtidens klassikere.

Dansk designhistorie, et rids
Der har igennem århundrede været en særlig dansk tradition for godt håndværk. Håndværket, kombineret med visionære designeres spændende arbejde, har gjort dansk møbeldesign til et verdenskendt brand. Der er dog ikke kun tale om møbeldesign i traditionel forstand, men også om andre former for interiørdesign, smykker såsom Georg Jensens sølvarbejde, kongeligt porcelæn mv.

Som en af de første danske møbeldesignere, der gjorde sig bemærket i udlandet, var Poul Henningsen banebrydende med sin klassiske PH-lampe. Her formåede han som en af de første at skabe et blødt og hyggeligt lys ud af det kolde, elektriske lys. Lidt senere blev PH suppleret af andre danske verdensnavne såsom Kaare Klint, Finn Juhl, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. Fælles for dem alle var det solide håndværk og fokus på funktionalitet.

To retninger, som dengang gjorde sig gældende inden for dansk møbeldesign, kan beskrives som dels Kaare Klints retrodesign af ældre klassikere, dels Poul Kjærholms radikale brud med fortiden, inspireret af bl.a. Le Corbusier, som var en del af den såkaldte modern movement.

En ny generation blomstrer
Med det nye årtusinde synes der igen at være kommet skred i det banebrydende og nytænkende danske design. Med det funktionelle aspekt i højsædet, signalerer den nye tendens frit slag hvad angår æstetik og andre ideer, som integreres i møblerne. Hvor nogle er meget bombastiske, stræber andre efter et mere simpelt udtryk, måske med et oplevelsesorienteret aspekt.

Blandt de nye navne, som nu er i færd med at sømme sig fast på stjernehimlen, bør nævnes talenter som eksempelvis Cecilie Manz, Jakob Wagner, Louise Campbell, Thomas Pedersen og Christian Flindt. De har frigjort sig og kastet sig ud i dekorative, skulpturelle og materialeeksperimenterende møbler, der forholder sig afslappet til det gamle mantra om ”form følger funktion.”

Gamle sværvægtere i branchen, såsom Fredericia Furniture, Louis Poulsen, Holmegaard, Stelton og Fritz Hansen, inviterer i dag unge designere ind i varmen og lader dem udvikle sig, og det er netop den tendens, der skal til for at skabe basis for masser af nye klassikere. Dansk design er blevet andet og mere end de gamle udødelige, og det er verden ved at opdage.


Skrevet af Jacob Munkholm
E-mail: jmj@ufnw.com
Website:
 
 
tilbage

Sitemap - mail: info@moebelbasen.dk